Det har mødt kritik fra flere sider, at anføreren for Danmarks fodboldlandshold, Simon Kjær, har været med til at appellere til, at Peru-spilleren Paolo Guerrero skal have lov til at spille VM trods sin dopingdom.
Anti Doping Danmark (ADD) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) finder det kritisabelt, at Kjær og de andre anførere fra Perus modstanderhold har bedt Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om at se bort fra karantænedommen fra sportsdomstolen CAS.
De har sympati for Guerrero, der forsvarer sig med, at han er blevet dopingdømt for kokain, som var puttet i hans te. Landstræner Åge Hareide bakker op om denne støtte.
- Vi skal respektere dopingreglerne, og det gør vi også. Vi bliver kontrolleret regelmæssigt. Alle spillere respekterer kontrollanternes arbejde, og det gør vi også, siger Hareide og fortsætter:
- Sandsynligvis er det en opbakning af ren medmenneskelig art, hvis spilleren selv ved, at han er uskyldig, fordi der var kokain i hans te. Det handler ikke om, at vi går imod dopingreglerne.
- Vi bestrider heller ikke dommen. Men det er et eksempel på en spiller, der måske er havnet i en fortvivlet situation. Men vi har fuld respekt for alle dopingregler og de præventive virkninger, der også er meget vigtige.
Men kan det ikke blive en glidebane, hvis I hæver jer over domstolen og vurderer, om en dømt udøver har gjort noget forkert?
- Jeg tror ikke, det har været diskuteret. Som jeg har forstået Simon, er brevet udelukkende sendt, fordi drengen (Guerrero, red.) er i en ulykkelig situation og mister VM.
- Det har ingenting at gøre med at bestride dopingreglerne. Spillerne har sagt: "Stakkels mand, lad ham spille VM, selv om han er dopingdømt".
Er det fordi, I mener, at man bør skelne mellem doping og kokainbrug eksempelvis?
- Vi har samme problemstilling i Norge med Therese Johaug (dopingdømt skiløber, red.), der smurte creme på læberne, fordi hun havde sår, og så blev hun taget for det, fordi der var et stof i.
- Men udøveren har også selv en pligt til at passe på. Så jeg tror ikke, at det her må holdes op imod at undergrave reglerne, for det er det ikke.
- Det er kort og godt medmenneskelighed. Vi viser sportsmanship i stedet for at svække en konkurrent, siger Hareide.
Danmark åbner VM mod netop Peru 16. juni.
/ritzau/