Det danske sommervejr tog sig ud fra sin bedste side, da hele den kongelige familie fredag mødte pressen på Gråsten Slot til det traditionsrige årlige familiefoto.
Der kom hurtigt swung på det kongelige gyngestativ i haven, hvor prinserne og prinsesserne skiftedes til at gynge foran det ivrigt knipsende pressekorps, der også talte en repræsentant fra Tasmanien.
Og det var ren "driving miss Daisy", da Prins Henrik satte sig bag rattet i en golfvogn, og kørte rundt på havens veltrimmede græsplæne med en sommerklædt dronning Margrethe på passagersædet og blandt andet prins Christian på bagsædet.
Det var dog ikke kun pressen, der fandt kameraerne frem. Også kronprinsesse Mary forevigede børnenes leg med sin mobiltelefon, da farmand Frederik trak af sted med kongefamiliens yngste generationer i en trækvogn.
/ritzau/