Opdateret kl. 20:18
Den amerikanske delstat New York er tæt på at runde 2000 dødsfald som følge af coronavirus.
I det seneste døgn er næsten 400 mennesker, som var smittet med virusset, døde.
Dermed har delstaten nu registreret 1941 coronadødsfald, oplyser guvernør Andrew Cuomo onsdag.
Dagen inden lå antallet af døde som følge af coronavirus på 1550.
Antallet af bekræftede smittetilfælde er steget til 83.712 i delstaten. Det er en stigning på lige under 8000 i løbet af et døgn.
New York er den delstat i USA, der har langt flest døde og smittede med coronavirus.
Den markante stigning i antallet af dødsfald blandt de titusinder af coronasmittede får guvernør Cuomo til at advare andre delstater i USA:
- Se på os i dag, se jer selv i morgen, siger han på sin daglige pressekonference.
Han tilføjer, at der nu bliver indført yderligere tiltag i New York City for at begrænse smittespredningen i storbyen. Blandt andet lukker byens legepladser, oplyser han.
Cuomo advarer også om, at det kan ske, at politiet i New York City kan blive nødt til "at blive mere aggressive" for at sørge for, at reglerne om at holde afstand til hinanden overholdes.
- Unge mennesker skal forstå beskeden, og de har stadig ikke forstået beskeden, for man ser for mange situationer med unge mennesker, der står for tæt, siger guvernøren.
Han tilføjer dog, at det stadig vil være muligt at gå en tur i New Yorks parker og "få noget sol", så længe man holder afstand til andre.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters