Opdatering: Gustav Salinas har fundet sit guldkors. Han fortæller, at han har fundet det i vaskemaskinen.
--------------------
Iværksætter og tidligere realitystjerne Gustav Salinas er desperat. Så desperat, at han nu udlover en dusør på 35.000 kroner til den, der kan genforene ham med noget af det mest dyrebare, han ejer: et guldkors, som han mistede lørdag aften efter et besøg i fitnesscentret. Det skriver han ifølge HER&NU i et opslag på Instagram.
– Dette kors har en enorm betydning for mig. Jeg har haft det på, siden jeg mistede min mormor. Jeg fik det foræret af hende, og jeg har aldrig taget det af siden.
Gustav Salinas, der sammen med Karina Frimodt røg ud i det syvende liveshow af den nyligt afsluttede "Vild med dans" havde et meget nært forhold til sin mormor. Hun var fra Chile, men tilbragte sine sidste år i Danmark på et plejehjem tæt på Gustav. Hun døde for tre år siden, 94 år gammel – og netop derfor har korset en helt særlig betydning for ham.
– Jeg er ligeglad med, hvem der eventuelt har taget det. Jeg vil bare have det tilbage. Jeg udlover en dusør på 35.000 kroner til den, der kan skaffe det tilbage til mig. Det er det mest dyrebare, jeg ejer, og jeg kan slet ikke være i mig selv lige nu, skriver han i opslaget.
Her opfordrer han også folk til at kontakte ham, hvis de ser korset til salg – for eksempel på Den Blå Avis eller andre steder.
– Jeg er villig til at gøre hvad som helst for at få det tilbage, og jeg lover, at jeg hverken vil anmelde eller gøre noget. For mig handler det kun om én ting: at få mit kors tilbage.