Efter endnu en rekordsejr for nærmest ustoppelige Manchester City er holdets manager, Pep Guardiola, nu fuldt fokuseret på, at hans spillere ikke skal begynde at tage for let på opgaven i Premier League.
City har efter 4-0-sejren ude mod Swansea ellers 11 point mere end lokalrivalerne fra Manchester United, men den spanske manager ved, at kun City selv kan stå i vejen for et mesterskab i Premier League.
- Vi kræver så meget af vores spillere. Vi kan tabe en kamp, og vi kan tabe nogle point, men vi bliver aldrig selvtilfredse. Det kommer aldrig til at ske, siger Guardiola ifølge BBC efter sejren over Swansea.
Swansea blev modstander nummer 15 i træk, der blev nedlagt i Premier League. Det er ny rekord i engelsk fodbolds øverste række.
- Vi har været heldige nogle gange, hvor vi har scoret til sidst. Det betyder meget for holdets moral og lyst til at vinde igen og igen. Vi vil forsøge at fortsætte og vise vore fans, at vi stadig vil vinde, siger manageren.
Det virker dog til, at Guardiola er mere fokuseret på, at hans hold har vundet med sprudlende angrebsspil.
- Hvis folk er glade for at se os spille, så er det den største gave, mener Guardiola.
Den spanske manager roser også sin landsmand David Silva, der scorede to gange mod Swansea.
Den 31-årige midtbanespiller er for alvor blomstret i denne sæson. Han har været involveret i 13 mål i 17 kampe - fem mål og otte assister.
- Jeg er så glad på Davids vegne. Vi kan ikke skjule hans kvaliteter, men han har tidligere haft problemer med at score mål. Men nu er han skarp, og han er i fantastisk form, siger Guardiola.
/ritzau/