Guardiola efter uro: Barcelona skulle ikke have spillet

Josep Guardiola fordømmer søndagens uroligheder i forbindelse med en afstemning om Cataloniens løsrivelse.
Josep Guardiola mener, at Barcelona ikke skulle have spillet søndag, hvor der var uroligheder.
Josep Guardiola mener, at Barcelona ikke skulle have spillet søndag, hvor der var uroligheder. Foto: Eddie Keogh/arkiv/Reuters

Søndagens uroligheder i Barcelona burde have betydet, at fodboldkampen mellem FC Barcelona og Las Palmas var blevet udsat.

Det mener den tidligere FC Barcelona-træner Josep Guardiola, der nu er manager i engelske Manchester City.

46-årige Guardiola fulgte på afstand urolighederne i den region af Spanien, hvor han selv er født og opvokset, Catalonien.

- Jeg ville ikke have spillet kampen mellem Barcelona og Las Palmas, slet ikke, siger han til Catalunya Radio ifølge Sky Sports.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Og hvis kampen skulle spilles, så ikke for tomme tribuner. Så gør man det med tilskuere. Med alle konsekvenserne, siger Josep Guardiola.

Søndag blev der afholdt om folkeafstemning om, hvorvidt Catalonien skal løsrive sig fra Spanien.

Den spanske regering kaldte afstemningen for forfatningsstridig, og politiet slog hårdt ned på de mennesker, der var mødt frem for at afgive deres stemme.

- Billederne lyver ikke. Der var mennesker, der ønskede at stemme, og de blev mødt med vold.

- Flere end 700 er såret. Mennesker, der ønskede at stemme, ikke at røve en bank. Spanien vil forsøge at skjule det, men medier i resten af verden vil vise det. Billederne er tydelige, og alle ved, hvad der er sket.

- Vi ønsker ikke, at de tænker, at vi ikke kan lide Spanien. Spanien er et fantastisk land med dets litteratur, sport og byer. Men man skal forstå, at der er en befolkningsgruppe, der ønsker at bestemme deres fremtid, siger Josep Guardiola.

Han spillede for FC Barcelona igennem størstedelen af sin egen aktive karriere.

Senere blev han træner for klubben, først for B-holdet og mellem 2008 til 2012 som cheftræner for Barcelonas bedste hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.