Han kunne sikkert have tjent en pæn skilling ved at fortælle om sit møde med Osama Bin Laden eller hvordan det var at sidde fanget fem år på USA s berygtede militærbase Guantanamo. Men vil den australske Guantanmo-fange David Hicks tjene penge på sine oplevelser, må han forlade sit hjemland, skriver CNN.
I sidste måned blev David Hicks den første Guantanamo-fange, der blev stillet for en dommer. Allerede på retssagens første dag erklærede han sig skyldig i at have trænet med Osama Bin Laden s al Qaeda-netværk og kan nu se frem til at skulle afsone ni måneders fængsel i Australien.
En del af den aftale, som David Hicks indgik med de amerikanske anklagere, gik på, at han i et år ikke måtte tale med pressen om sine oplevelser. Den australske justitsminister, Philip Ruddock, har tidligere slået fast, at den aftale var ugyldig i Australien.
Men nu siger Philip Ruddock, at der findes en anden lov, der kan give David Hicks mundkurv på. I Australien er det nemlig ulovligt for kriminelle personer at tjene penge på medieaftaler.
- Vi vil forsøge at sikre, at han ikke vil kunne profitere på nogle historier, som han måtte fortælle, siger Philip Ruddock til tv-kanalen Nine Network News.
En australsk kendis-agent har tidligere vurderet, at David Hicks vil kunne tjene cirka 20 millioner kroner på at sælge sin historie.