De fleste af os burde faktisk være langt mere tiltrækkende, end vi er. Vi burde være mindst lige så smukke som Brad Pitt eller Angelina Jolie.
Men netop det, at der findes så mange ualmindeligt grimme mennesker, har i årevis været et af kreationisternes – folk, der tror, at Gud har skabt os – hovedargumenter for, at Darwins udviklingslære er forkert.
Ifølge Darwin sker evolutionen på grund af en naturlig udvælgelse, der gør, at enhver arts bedste individer viderefører arten. Eller sagt på en anden måde: Kvinder vælger at få børn med de lækreste mænd.
Dårlige gener er fordel
Men det burde betyde, at vi allesammen gik rundt og var sindssygt lækre, og dermed ville evolutionen faktisk stoppe, fordi vi ville have nogenlunde samme genetiske træk.
Da en del ikke er lige så flotte som filmstjerner, beviser det ifølge kreationisterne, at Darwin tog fejl, og vi ikke vælger de lækreste blandt os.
- Hvis der ikke er variationer, så er der heller ikke evolution, siger Marion Petrie fra universitetet i Newcastle til videnskabssitet Livescience.
Det bliver kaldt Lek-paradokset. Ifølge Lek-paradokset samler hannerne sig og konkurrerer om hunnernes gunst. Hannerne kæmper på vidt forskellige måder inden for de forskellige arter. Der findes fisk, der vinder ved at bygge de højeste sandslotte, ligesom påfugle vinder ved at have de flotteste halefjer.
Men professor Petrie har sammen med en kollega fundet en naturlig forklaring på, hvorfor nogle af os alligevel er så uopdragent grimme. Det viser sig nemlig, at dårlige gener kan være en fordel.
Alle levende mennesker har det, man kunne kalde en genetisk førstehjælpskasse, der reparerer ødelagt dna, som fører til mutationer af cellerne. Disse mutationer kan være ondsindede og for eksempel resultere i kræft. Men andre kan faktisk være positive og styrke kroppens immunsforsvar.
Mænd med disse mutationer har en række fysiske træk, som undersøgelser viser, at kvinder finder uimodståelige. Det sikrer, at menneskehedens variation består og evolutionen kan fortsætte, selvom der findes grimme mennesker.