Tre tyrkiske soldater kan ånde lettet op.
En græsk domstol har afvist at udlevere dem til Tyrkiet, som beskylder de tre soldater for at have medvirket til sommerens mislykkede kupforsøg og kalder dem landsforrædere.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg er meget tilfreds med dommen. De skulle ikke udvises. Retten var objektiv, siger Stavroula Tomara, der er advokat for de tre soldater.
Statsanklageren lagde vægt på, at de tre vil være i livsfare, hvis de vender tilbage til Tyrkiet. Det bakkede retten op om ifølge Reuters.
Soldaterne flygtede til nabolandet Grækenland efter kupforsøget, men nægter sig alle skyldige i at have bidraget til kupforsøget.
De tre soldater har ligesom fem andre tyrkiske militærpersoner søgt asyl i Grækenland i kølvandet på kupforsøget. Der er endnu ikke truffet endelige afgørelser i deres asylsager.
Den tyrkiske regering erklærede undtagelsestilstand i landet efter kupforsøget, og det er stadig gældende, efter at den i oktober blev forlænget med 12 uger.
I slutningen af november blev tæt på 15.000 tjenestemænd, militærfolk og politifolk fyret. Mere end 550 institutioner er desuden blevet lukket siden kuppet.
Omkring 37.000 personer er blevet anholdt efter kupforsøget, og en del af dem er ifølge menneskerettighedsgrupper blevet tortureret.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch beskyldte i oktober det tyrkiske politi for at torturere nogle af de tilbageholdte personer.
/ritzau/Reuters