»Kom så, Trine! Så skal der scores!«

Lotte Zesach råber opmuntrende af sine sjetteklassespiger, som tonser rundt efter en rugbybold på idrætsbanerne ved Kragelundskolen. Det er en stille, solrig formiddag i Højbjerg og én af de dage, hvor arbejdsglæden har gode vilkår. Dem er der heldigvis stadig flest af, for selvom lærerne i Århus føler, at arbejdsglæden er skrumpet de seneste tre år, så beskriver Lotte Zesach og halvdelen af hendes kolleger stadig deres glæde ved arbejdet som stor.

»Det skyldes glæden ved at lære børn noget nyt og det at omgås børn og deres umiddelbarhed. Der er altid afregning ved kasse ét, lige meget om det er positivt eller negativt, og det kan jeg godt lide,« fortæller 35-årige Lotte Zesach.

Hun er også klasselærer og har derfor en meget central rolle i sine elevers liv. En position, som er både givende og krævende.

»Arbejdsglæden hænger meget sammen med fornemmelsen af at kunne gøre en forskel både fagligt og socialt. Man når ind under huden på børnene, for jeg ryger med i det, både når familien topper af glæde, og når den skraber bunden med dødsfald eller sygdom i familien,« forklarer hun.

Det rykker

For Lotte Zesach er det særligt, når undervisningen slippes ud af de vanlige rammer, at arbejdsglæden blusser.

»Det rykker rigtigt, når skemaet brydes op. Vi har for eksempel deltaget i UNICEF s Moveathon , som kombinerede undervisning, motion og indsamling af penge, og som betød, at vi kunne sende 50.000 kroner til Nepal. I sådan en situation vokser både vores og børnenes engagement betydeligt,« fortæller Lotte Zesach.

For Lotte Zesach er arbejdsglæde ikke bare et spørgsmål om at have det godt med at gå på arbejde. Det er også af afgørende betydning for, hvor godt hun kan gøre sit job.

»Det er sindssygt vigtigt at have arbejdsglæden i behold, for man er på hele tiden. Der er konstant nogen, som hiver i dig, og det er svært at klare med en maske på. I de perioder, hvor det ikke er så fedt, kan jeg mærke, at drivkraften til at lave spændende undervisningsforløb er mindre, og det er svært at give sig fuldt ud i konfrontationen med børnene,« forklarer hun.

Den gale retning

Selvom glæden ved arbejdet stadig er stor for Lotte Zesach, så er den svundet ind de seneste år. Det skyldes dels øget arbejdspres og stigende krav til dokumentation, som stjæler tid fra eleverne, og dels de fysiske rammer. Rengøringen er blevet skåret ned til et »grotesk« niveau, og mangel på faste klasselokaler er med til at give dårlige arbejdsvilkår.

»Samtidig er der blevet skåret ned på alt det sjove ¿ de situationer, hvor man har børnene på en anderledes måde. Der er skåret på to-lærer-timerne, lejrskolerne er sparet væk, og skolefesten er røget i svinget. Det er et kæmpe minus, for man må ikke undervurdere betydningen af, at børnene også er sammen på den måde. Vi har gang på gang set, hvordan det påvirker sammenholdet i en klasse og smitter af på undervisningen,« siger Lotte Zesach.

Udviklingen i arbejdsvilkårene og den ensretning, som Lotte Zesach mener, at blandt andet nationale test er udtryk for, får hende til at se skeptisk på fremtiden som lærer.

»Det kører i den gale retning, og man kan godt spekulere på, hvad der er tilbage om 20 år. Spørgsmålet er, om man kan blive ved med at se sig selv i øjnene, både fagligt og på børnenes vegne,« siger hun.