Den københavnske biograf Dagmar har modtaget masser af virtuel anerkendelse i form af 'likes' på Facebook, efter biffen i går kom med en ret alternativ efterlysning på det sociale medie.
Dagmar prøver nemlig at finde frem til det unge par, som tirsdag - midt under filmen 'Selma' - måtte smide popcornene og haste ud af mørket for at tage på hospitalet. Den kvindelige halvdel af parret var nemlig højgravid, og vandet gik i biografen.
18.000 tommelfingre
"Når vandet går, er der selvfølgelig ikke nogen tid til snik-snak om refundering af billetter eller lign! Men når den første tre-somhedstid har lagt sig, og det bliver tid til babysitter og to-somheds dates, må I altså gerne ombytte jeres billetter til en anden film her. Vi håber fødslen er veloverstået og ønsker jer stort tilykke med familieforøgelsen," skriver Dagmar på Facebook i en update, som næsten 18.000 mennesker i skrivende stund har givet en opadvendt tommelfinger.
Åben bio-invitation
Til tv2.dk siger Nordisk Film Biografers salgs- og marketings-direktør Jacob Elkær-Hansen, at man via Facebook håber at finde de nybagte forældre, fordi det er en rigtig sød historie, at fødsel begyndte i en af Nordisk Films biografer.
- Vi vil selvfølgelig meget gerne i kontakt med parret, så de ikke bliver snydt for en biografoplevelse. Der skal alligevel lidt mod til at gå i biografen, når man er lige oppe over, siger direktøren.