Det er to desperate mandskaber, der tørner sammen på Allianz Arena i aften. Begge hold er seks point efter duksene i Bundesligaen og i Primera Division, så skal der sølvtøj på bordet i München eller Madrid, skal ottendedelsfinalerne forceres.
Bayern har allerede taget konsekvensen af den slingrende kurs og hentet legenden Ottmar Hitzfeld ind på trænerbænken - i Madrid kæmper Fabio Capello for sit renomme som mestertræner. Hvis Real Madrid taber sammenlagt i aften, kan det betyde et farvel til Capello, vurderer flere eksperter.
Selv virker italieneren dog ikke synderligt bekymret.
- Vi er ikke bange for nogen eller noget. Vi er her for at vinde, siger Capello.
Real Madrids sejr på 3-2 i den første kamp gør, at kongeklubben kan klare sig med 0-0 i aften. Det spekulerer holdet dog ikke i.
- 0-0 kan ikke være vores mål. Vi er her for at score minimum ét mål.
Ivan Helguera virker også sejrssikker før kampen fløjtes op.
- Vi er Real Madrid, der er ingen, der er skræmte. Vi stillede os for langt tilbage især i anden halvleg. Det var en kæmpe fejl hjemme og det vil det også være her, siger han.
Hjemmeholdet har en skræmmende god statistik mod Real Madrid hjemme. Syv sejre og kun en enkelt uafgjort er det blevet til for sydtyskerne. Ottmar Hitzfeld er da også fuld af fortrøstning.
- Jeg tror på det. Det er Bayerns pligt at nå langt, siger han.
Hitzfeld glæder sig over, at David Beckham sidder ude med en skade i aften. Englænderen var banens bedste for to uger siden, hvor han lagde op til alle tre Real-scoringer i 3-2-sejren. Alligevel har Los Merengues stadig masser af strenge at spille på.
- Raul er en fantastisk spiller og van Nistelrooy er altid god for et mål. Men det er op til os selv at stoppe dem, siger han.
Bayerns anfører, 37-årige Oliver Kahn, er optimist før kampen. Hjemmeholdet skal være tålmodige for at gå videre.
- Vi er godt på bej med holdet. Men der er ingen grund til at overløbe Real, siger han.
Og træneren bakker op.
- Vi må ikke tabe hovedet. Et mål efter 85 minutter er fint for os.
Forventede startopstillinger:
Bayern München (4-4-2): Kahn - Sagnol, Lucio, van Buyten, Lahm -
Salihamidzic, Van Bommel, Hargreaves, Schweinsteiger -
Makaay, Podolski.
Real Madrid (4-4-2): Casillas - Torres, Cannavaro, Helguera, Roberto Carlos - Raúl, Diarra,
Emerson, Guti - van Nistelrooy, Higuaín.