Det giftige legetøj, der bliver forbudt til april er stort set væk fra hylderne. Det bliver solgt med store rabatter.
Af Morten Olsen
mool@dny.dk
@BRØD:Så er det sidste chance, hvis du skal nå at have legetøj med de sundhedsfarlige blødgørere ftalater. De sidste varer er nemlig ved at være revet væk. Det fortæller flere store legetøjskæder, der i øjeblikket har varerne på tilbud, så de kan komme af med dem, inden de bliver forbudt fra 1. april.
»Det er stort set udsolgt,« siger produktsikkerhedschef i Top Toy, Jon Vastrup, der ikke har mærket en forbrugerfrygt for legetøj med ftalater, siden det blev besluttet, at varerne skulle fjernes fra hylderne, fordi de kan udgøre en sundhedsrisiko.
»Det er ikke mit indtryk, at salget er gået ned, men jeg kan ikke svare 100 procent på det, for det er ikke noget, vi har undersøgt. Et kvalificeret gæt er, at det måske har sænket efterspørgslen en lille smule, men det er slet ikke markant,« siger Jon Vastrup.
Tomme hylder
Samme melding kommer fra Jens Christensen, der er direktør i Legekæden og formand for legetøjsbranchen.
»Der er sådan set ikke sket noget i den henseende,« siger Jens Christensen, og på hylderne hos konkurrenten Dansk Supermarked er der heller ikke meget ftalatholdigt legetøj tilbage. Det fortæller informationschefen, Erik Eisenberg, der dog ikke vil fortælle, om interessen for legetøjet er steget eller faldet.
»Den slags udtaler vi os aldrig om. Det er konkurrencefølsomme oplysninger,« siger informationschefen.
Forudsigelig forbrugeradfærd
Professor i ledelse og strategi ved CBS, Flemming Poulfelt, er ikke overrasket over, at folk stadig køber legetøjet.
»Det er meget psykologi i det her. Ethvert rationelt menneske ville straks tænke, at når nu det bliver taget af hylderne, så er det nok farligt. Men de fleste tænker nok, at det kun er en lille del i den store vægtskål. Det er ligesom, når folk tænker, pyt med, at vi spiser usundt i dag. Vi spiser bare sundt resten af ugen,« forklarer Flemming Poulfelt.
Kun 10 procent frelste
Han mener, at det kun er de færreste, der tager den slags seriøst, når det kommer til stykket.
»Der er altid de 10 procent frelste, som tager det seriøst og rent faktisk lader varerne ligge,« siger Flemming Poulfelt.
Ftalater er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer, fordi de mistænkes for at være hormonforstyrrende og dermed have negative effekter på mennesker og dyrs forplantningsevne.