Hvis en historie lyder for god til at være sand, er den som regel mere end blot et stenkast fra sandheden. Sådan er det også med en af Ghita Nørbys historier, som hun har turneret med de senere år.
Det afslører DRs Detektor, der har undersøgt sandhedsgraden i en vandrehistorie, der er startet i Ghita Nørbys egen mund, som hun har gentaget gang på gang.
Den handler om skuespilleren Birgitte Federspiel, der døde i 2005, og går helt tilbage til 1959 under indspilningerne af Charles Tante. Her skulle Dirch Passer have fået Birgitte Federspeil til at grine så meget, at hun måtte hentes af en ambulance og indlægges med såkaldte latterkramper.
Susse Wold, Birgitte Federspiel, Dirch Passer, Annie Birgit Garde og Ghita Nørby i "Charles Tante". Scanpix
Detektor har fundet tre eksempler på at Ghita har fortalt den dramatiske anekdote – blandt andet i sin bog ”Mine levende billeder” fra 2009. Og som det er med gode historier, bliver de som regel bedre og bedre med årene.
Det er en and
Sagen er blevet undersøgt til bunds. Journalisten har blandt andet talt med Susse Wold, der er en af de eneste nulevende medvirkende i filmen.
– Det er en ”and”. Hvis noget sådan var sket, ville jeg jo vide det. Jeg var med i alle scener med Birgitte Federspiel. Hun spillede min tante, så jeg ville da have oplevet det, skriver Susse Wold i en mail til Detektor.
Da Detektor konfronterer Ghita Nørby med den fejlagtige historie, indrømmer den folkekære skuespiller da også, at det nok ikke er helt i overensstemmelse med sandheden.
– Hvorfor skal tingene være så bogstavelige? Jeg kan da ikke huske, hvordan det sluttede, og så er det bare sådan noget, jeg siger, lyder forklaringen fra skuespilleren, der fortsætter:
– Det er meget ubehageligt at have latterkrampe. Jeg tror såmænd ikke, der er nogen, der får det i dag. Det er jo alt for trist en tid. Men det fik vi altså dengang. Der levede Dirch Passer, og så kunne man godt få latterkrampe, skal jeg hilse at sige.
Journalisten har også været i kontakt med en læge for at høre, om det overhovedet er muligt at blive indlagt med latterkramper, hvilket den pågældende læge aldrig har hverken oplevet – eller hørt som en vandrehistorie.