Det bliver den danske hæderkronede skuespiller Ghita Nørby, som døber prins Henriks rose.
Det skriver Billed Bladet.
Prins Henrik nåede inden sin død i februar at vælge farven på rosen og valgte farven "lyserød champagne".
Således bliver han den fjerde i den nære royale familie, som får sin egen rose. Dronning Margrethe, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie har også deres helt egne roser.
Rosen er nyudviklet og forædlet af den danske og internationalt anerkendte roseforædler Rosa Eskelund.
- Det glæder mig så meget, at prins Henrik endelig får sin egen rose. Han fortjener en rose, og jeg er bare så lykkelig over, at prinsen selv nåede at vælge den. Smukkere kan det ikke blive, siger Rosa Eskelund til ugebladet.
Indtil Ghita Nørby døber rosen på Fredensborg Slot, er rosens navn hemmeligt.
Ghita Nørby har selv en stor passion for roser og har haven fuld af dem Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix (arkiv)