Tingbjerg. Engang et arkitekttegnet attraktiv bydel tæt på Utterslev Mose.
Mosen er der stadig, men i dag er Tingbjerg forvandlet til en nedslidt ghetto, hvor 60 procent er indvandrere og 44 procent ikke har et arbejde.
Det bekymrer bare ikke Hakkan Turan, Abdel Karim og Melih Atay fra 9.a, der lige har fået fri fra skole. Nu står de og snakker lidt bag Ruten Supermarked , hvor det flyder med skrammel og affald.
»Vi er glade for at bo her. Tingbjerg er det bedste sted i verden. Mange danskere er bare bange for at flytte herud, fordi vi har fået et dårligt rygte,« mener Hakkan Turan.
Men Tingbjerg er ikke bedre end sit rygte. Ghettoen fortsætter en negativ udvikling med flere indvandrere uden arbejde og stigende sociale problemer. Og Tingbjerg er ikke bare et kedeligt eksempel.
Trods regeringens strategi mod ghettoisering fra 2004, masser af økonomiske indsprøjtninger og utallige integrationsprojekter er den negative udvikling i landets store ghettoer stadig ikke vendt til det bedre. Tværtimod.

Brandfolk stenes

I Århus kommer det seneste alarmopkald kommer fra Gellerup, hvor Brabrand Boligforening appellerer til øjeblikkelig politisk handling, hvis den kedelige cocktail af øget kriminalitet og massive sociale problemer skal løses.
»Brandfolk stenes på parkeringspladsen ved Bazar Vest. Det ene overfald efter det andet sker i tunnelen ved City Vest, hvor unge drenge ligger på lur og overfalder ældre mennesker. Der bliver sat ild til containere. Antallet af indbrud er stigende, og narkocentraler afsløres i lejlighederne,« skriver boligforeningen i en rapport, der blev offentliggjort for et par uger siden.
Det ser ikke altid lige så kriminelt ud i landets øvrige større ghettoer, men en ny rapport fra Programbestyrelsen, der har kortlagt de udsatte boligområder, tegner generelt et mørkt billede af situationen i Danmarks ghettoer.
Fra Akacieparken i Valby til Vollsmose i Odense trækker det den helt forkerte vej. Over hele linien taler statistikkerne deres tydelige sprog. Flere og flere ledige indvandrere flytter ind i ghettoerne og skubber de sidste ressourcestærke ud af lejlighederne.
I Mjølnerparken på Nørrebro er andelen af indvandrere nu eksempelvis oppe på over 91 procent, mens Akacieparken, Vollsmose og Gellerup oplever en massiv tilgang af tilflyttere uden arbejde. Her er stigningen på 12 procent. På bare et år.
Og med de sociale problemer flytter kriminalitet og hærværk også ind.

På nippet til at tippe

Formand for Programbestyrelsen, Jørgen Nue Møller, lægger ikke skjul på, at problemet er betydeligt.
»Vi står med en række store, truede områder, øer af fattigdom og manglende integration, der befinder sig i en meget ustabil balance, hvor der ikke skal meget til, før det tipper i den helt gale retning. Der er behov for radikale forandringer, hvis ikke integrationen skal forløbe meget langsomt, hvilket vil koste både de pågældende mennesker og det danske samfund dyrt,«, siger Jørgen Nue Møller og tilføjer:
»Og det er kommunernes ansvar, at få løst problemerne. Der kan sagtens komme mere fart på«.
I København er det integrationsborgmester Jakob Hougaard (S), der sidder med det politiske ansvar for udviklingen i fem af landets store ghettoer. Og han er fuldstændig enig med Jørgen Nue Møller, når det drejer sig om problemets omfang og ansvarets placering.
»Jeg mener, at der er grund til stor bekymring, fordi vi kan se, hvordan den sociale og etniske opdeling i København bare bliver ved med at stige og stige. Det betyder, at der er flere og flere mennesker i de her områder, der lever et liv uden kontakt til det danske samfund, uden tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket er meget skadeligt for integrationen. Den gode nyhed er, at vi er parat til at tage ansvar for at få det løst,« siger Jakob Hougaard.

Uenighed om tidshorisont

Programbestyrelsen blev nedsat af regeringen i 2004 med det formål at kortlægge og systematisere kommunernes erfaringer med indsatsen i de udsatte boligområder. Og ifølge Jørgen Nue Møller er konklusionen i dag, at der er meget lang vej til mærkbare forbedringer.
»Selv hvis vi gør noget meget meget radikalt i de truede områder, som man har gjort i England og Holland, hvor myndighederne har revet store dele af bebyggelserne ned, vil det efter min bedste vurdering tage mindst 10 år at vende udviklingen,« siger Jørgen Nue Møller.
Men her er formanden for Programbestyrelsen og integrationsborgmesteren uenige. Jakob Hougaard er ikke så pessimistisk eller realistisk om man vil. Han har en plan, der skal afvikle samtlige ghettoer i løbet af ganske få år.
»Vi kan lave nok så mange sociale projekter og integrationsindsatser i de her områder. Det nytter ikke rigtig noget, hvis vi ikke ændrer på beboersammensætningen i området og får flere ressourcestærke danskere ind. Mit mål er at vi har opløst ghettoerne inden for de næste fire år. Vi vil ikke have ghettoer, og det vil københavnerne heller ikke. Det er ikke umuligt, hvis vi benytter Programbestyrelsens definition på en ghetto, hvor 50 procent eller flere er uden for arbejdsmarkedet. Men jeg er faktisk ikke tilfreds, før vi er helt dernede, hvor vi har blandede områder, der afspejler lokalsamfundet,« siger Jakob Hougaard.

Ledige skal lokkes ud

Borgmesterens nye træk er, at aktivere en ordning, indført i maj 2005, der ændrer beboersammensætningen i de belastede områder. Odense og Århus har gjort det samme.
»Fra næste måned kan man kun flytte ind i ghettoerne, hvis man har arbejde eller er studerende. Opfylder man kravene kommer man til gengæld forrest i køen til en bolig. Samtidig tilbyder vi et flyttetilskud på 15.000 kroner til arbejdsløse, der vil flytte ud. Og så sender vi jobpatruljer ud til alle ledige i ghettoerne. Alle der får kontanthjælp vil nu få besøg af kommunen,« siger Jakob Hougaard.
»Det er i mine øjne en drastisk, men også nødvendig ændring i vores integrationspolitik, men jeg tror på, at det bliver en succes. Der er pres på boligmarkedet, og jeg er sikker på, at mange danske familier snart vil være interesserede i en bolig på 85 kvadratmeter i Mjølnerparken, der kun koster lidt over 5.000 kroner,« siger han.