Det er allersidste udvej for de allersvageste mennesker.

Det er her, de psykisk syge, de umyndiggjorte og de desperate trygler om hjælp, når der ikke er andet håb. Når kommunen har tvangsfjernet deres barn, skåret i deres bistandshjælp eller tvunget dem på plejehjem.

Dansk Social Hjælp præsenterer sig som de svages beskytter. På den såkaldte »humanitære forenings« egen hjemmeside lover man at »kæmpe for voksnes og ikke mindst pensionisters rettigheder«. Og målet er »at oplyse om overgreb og uretfærdigheder i samfundet.«

Men sådan er virkeligheden langtfra.

Bag det pæne ydre gemmer sig et skruppelløst foretagende, der systematisk narrer penge fra godtroende mennesker, fortæller fire tidligere klienter i Dansk Social Hjælp og søsterforeningen Børnenes Stemme.

Nyhedsavisen har fået aktindsigt i de fire personers sager og gransket personlige dokumenter, bankoplysninger og breve. Og undersøgelsen tegner et billede af to foreninger, hvis formål er at skrabe penge ind til bagmændene, Ole Hans Jensen, Britt Bartenbach og Maya Glimby.

· Dansk Social Hjælp har således angiveligt stjålet tusindvis af kroner fra en retarderet mand. Forinden havde foreningen narret ham til at underskrive en fuldmagt, der gav adgang til hans bankkonto.

· I mellemtiden holdt Dansk Social Hjælp den retarderede mand skjult i Sverige uden mulighed for at tage hjem til Danmark. Han levede på et eksistensminium og fik navneforandring, så hans familie ikke kunne kontakte ham.

· Børnenes Stemme har narret en enlig mor til at indbetale 15.000 kroner for en bogudgivelse, der aldrig blev til noget, selvom foreningen havde underskrevet en kontrakt.

· Børnenes Stemme har angiveligt stjålet inventar og møbler for en værdi af 20.000 kroner fra en familie samt narret dem til at arbejde gratis i foreningens genbrugsbutik gennem to år.

»De skyer ingen midler for at snyde svage mennesker for deres penge,« siger Susanne Einwaller, der er værge for én af de fire tidligere klienter.

Lover job

De fire personer har det tilfælles, at de alle er ekstremt socialt svage mennesker, der på forskellige måder er kommet i klemme i det offentlige system – eksempelvis fordi de har fået tvangsfjernet et barn eller ikke kan få tildelt socialhjælp af kommunen.

Én af dem er Gert Tofte Nielsen, en nu 55-årig retarderet mand fra Frederiksberg, der i sommeren 2005 suges ind i Dansk Social Hjælp.

Kort forinden har han fået en beskyttet ældrebolig på Frederiksberg. Men det er intet imod, hvad Dansk Social Hjælp lokker ham med: en ny og spændende tilværelse.

»De ville give mig min helt egen lejlighed i Sverige. Og så sagde de, at jeg kunne blive student. Måske professor på universitetet. At jeg kunne få et rigtigt job,« siger Gert, der i juni 2005 naivt skribler sin vaklende underskrift på en fuldmagt til Dansk Social Hjælp.

En fuldmagt, der giver foreningen adgang til hans personlige papirer og bankkonto. Og dermed reelt hans liv.

Kort efter forsvinder Gert ud i den blå luft. I breve til forældrene og Frederiksberg Kommune skriver Dansk Social Hjælps formand, Britt Bartenbach, at »Gert er taget på en lille ferie«, og »ikke ønsker, at hans forældre skal kende til hans opholdssted«.

»De sagde, at det var bedst sådan. At min familie ville udnytte mig og tage mine penge. De fik overbevist mig,« fortæller Gert.

Derfor aner familien ikke, at Gert i de følgende ni måneder bliver installeret i en lejlighed i Landskrona. Og derfor aner familien ikke, at hele Gerts opsparing i samme periode forsvinder bid for bid.

Hæver sammen

Hvad der sker med Gerts penge, viser kontoudskrifter, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i.

Fra maj 2005 til februar 2006 forsvinder over 127.000 kroner fra Gerts konti. Størstedelen hæves ad 11 omgange fra banken på Frederiksberg, resten forsvinder via netbank. Stort set hele hans førtidspension på 15.000 kroner om måneden forsvinder sporløst.

Ifølge Gert skifter de mange kontanter hænder, når medlemmerne af Dansk Social Hjælp tager ham med til København. Inden besøget i hans bank på Frederiksberg instruerer de ham grundigt i, hvordan man hæver. Gert aner nemlig ikke, hvordan en bank fungerer, og hans mor har indtil da administreret hans bankbog.

»Du skal bare skrive under her på sedlen. Så går du hen til kassen og beder om pengene,« fortæller de.

Og når Gert så har hævet beløbet, ofte mellem 8.000 og 20.000 kroner, overdrager han lydigt pengene til Britt Bartenbach eller Maya Gilmby, foreningens svenske medarbejder. Pengene lægger de i et plastiketui. Og derefter ned i Britts håndtaske, fortæller Gert.

»Vi skal nok passe på dine penge, Gert. Du har jo ikke forstand på den slags,« siger foreningens bagmænd.

Andre gange hæver foreningens medlemmer angiveligt selv pengene takket være fuldmagten. Og da der efter nytår 2006 bliver oprettet en svensk konto i Gerts navn, forsvinder pengene elektronisk via netbank – noget Gert aldrig selv ville kunne finde ud af. I alt 10 gange bliver der overført penge fra Gerts konto. Hver gang til den samme konto i Swedbank, viser Nyhedsavisens research.

Har tjent på Gert

Præcis hvor Gerts penge ender, kan Nyhedsavisen ikke få oplyst.

De banker, der har haft med Gerts pengetransaktioner at gøre, kender alle til sagen, men må ikke kommentere oplysningerne. Den slags er forbeholdt politiet.

Dansk Social Hjælp afviser over for Nyhedsavisen, at foreningen har taget Gerts penge. Hverken formand Britt Bartenbach eller Maya Gilmby vil dog fremlægge dokumentation for, hvad de store beløb er gået til.

Et simpelt regnestykke viser, at en stor del af pengene i hvert fald ikke er gået til Gert selv: huslejen for Gerts lejlighed på adressen Suellsgatan 4 i Landskrona måtte i 2006 maksimalt udgør 3.900 danske kroner om måneden, oplyser den svenske lejeorganisation Hyresgästföreningen til Nyhedsavisen.

Beløbet er inklusive vand og varme. Lægger man dertil en elregning på 100 kroner, hans lommepenge på kun 100 kroner om måneden samt udgifter til mad, velsagtens 3.000 kroner månedligt, er der altså langt op til de over 14.000 kroner, som forsvinder fra hans konto hver måned i perioden.

Da Gert omsider indser, at han bliver snydt, kan han intet stille op. Han har ikke penge til en togbillet, og da Maya Gilmby har fjernet telefonen i lejligheden, kan han heller ikke ringe til sin familie, der bliver mere og mere fortvivlet hjemme i Danmark.

Frederiksberg Kommune vil ikke hjælpe familien. Gennem talrige breve til kommunen truer Britt Bartenbach med sagsanlæg og klager, hvis embedsfolkene udleverer Gerts adresse til familien.

Nemmere bliver det ikke af, at Maya Gilmby på Gerts vegne ansøger om et nyt navn. Göran Alexander Bellberger kommer han til at hedde. Og Gert bliver nu helt usynlig for familien i sit svenske eksil, hvor de ensomme dage går med tv-kiggeri og gåture.

Kan ikke regne

Først da søsteren efter mange måneders detektivarbejde får opsnuset hans bopæl med hjælp fra nogle svenske bekendte, finder de Gert på et gadehjørne i Landskrona. Og mareridtet kan slutte.

»Det var en enorm lettelse. Det føles jo helt forkert, når der mangler én i familien,« siger søsteren, Susanne Einwaller, der i ugerne efter Gerts hjemvenden finder ud af, at Gerts opsparing er væk.

»Første gang, vi er i banken, står der otte kroner på hans konto. Jeg tænkte: Det var vist de penge! «, husker Susanne.

Hun er i dag værge for Gert og tager sig af hans pengesager. Og hun er ikke i tvivl om, at Dansk Social Hjælp har tømt hans konto. Han kan nemlig slet ikke finde ud af at hæve selv. I en mentalundersøgelse fra 1999 får han diagnosen »sinke«. Og det fremgår, at Gert »overhovedet ikke kan regne, selv ikke de allermest almindelige regnearter«.

»Gert forstår sig slet ikke på tal. Han aner ikke, hvordan en bank fungerer,« siger Susanne. Og fastslår:

»Han er ganske enkelt blevet bondefanget.«

Bog udkom aldrig

Dét er Gert ikke ene om. Børnenes Stemme, søsterforening til Dansk Social Hjælp, har angiveligt i mindst to tilfælde haft snablen langt nede i klienters privatøkonomi. Anne Margrethe Mørch fra Ballerup blev eksempelvis snydt for 15.000 kroner.

Pengene betaler hun i 1995 til foreningens formand Ole Hans Jensen for at få udgivet en bog om sit liv og erfaringer som klient i det offentlige system. Af kontrakten, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i, fremgår det tydeligt, at bogen skal udkomme i efteråret 1995, men den kommer aldrig på gaden, og trods flere henvendelser har Anne Margrethe aldrig fået sine penge tilbage. I sit seneste svar kalder Ole Hans Jensen hendes breve for »en ulovlig form for afpresning«.

Lignende numre kender Per Thomas Pedersen og hans mor Birthe Pedersen alt til. De fik stjålet inventar, møbler og køkkenredskaber for omkring 20.000 kroner af Børnenes Stemme, fortæller de. Inventaret havde de købt for deres egne penge og lånt ud til foreningens genbrugsbutik, som de bestyrede uden at få løn for det for til gengæld at få foreningens hjælp til en børnesag. Da de sagde jobbet op, forsvandt deres inventar sporløst, fortæller de.

Har kappet bånd

De fire har nu klippet alle bånd til de to foreninger. Gert Tofte Nielsen har endda fået hemmelig adresse af frygt for at blive opsøgt af Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach.

I dag bor han i en beskyttet bolig på Frederiksberg, for Gert er en af samfundets svageste. En af dem, Dansk Social Hjælp lover at hjælpe.

Mødet med foreningen gjorde ham da også stærkere, fortæller han.

»Jeg er blevet klogere. Jeg har lært, at man ikke skal stole på folk, man ikke kender. Det er det eneste gode ved al balladen. Selvom det stadig ærgrer mig, at de snød mig,« siger han fra sin plads midt i den grønstribede sofa.

I hans lille hyggelige lejlighed står bøger og kaffekopper side om side med hans mange elskede tøjbamser.

Én af dem var med ham i Landskrona. Baloo, hedder den. Pelsen er blød, smilet godmodigt og øjnene brune. De stirrer eftertænksomt, da Gert stille udbryder:

»Nogle gange gør jeg nogle meget dumme ting.«