Steven Gerrard kan meget vel ende med at spille hele sin karriere i Liverpool.
Den 33-årige midtbanegeneral har mandag forlænget sin kontrakt med Premier League-klubben med yderligere to år, hvilket betyder, at han er bundet til klubben frem til sommeren 2016.
Det er 15 år siden, at Daniel Aggers holdkammerat fik sin debut på Anfield, så han har aldrig optrådt for andre klubber.
- Jeg tror, at alle ved, hvad det betyder for mig, siger Gerrard til klubbens hjemmeside om forlængelsen.
- Jeg er glad for, at vi har fået styr på det i rette tid før sæsonen, så jeg kan fokusere på at spille så godt som muligt, siger midtbanestjernen.
Liverpool-direktør Ian Ayre mener, at det er helt unikt, at Gerrard har spillet så mange år for samme klub.
- Han er - og har altid været - en stor en del af Liverpool.
- I denne tid er det ret unikt, at en spiller fra lokalområdet har viet hele sin karriere til én klub, siger Ayre.
Steven Gerrard har spillet mere end 400 kampe for Liverpool og scoret tæt på 100 mål for klubben.
/ritzau/