Det tidligere kul og koksrum under Sjællandsgades Badeanstalt er råt. Afskallede betonvægge. Ujævnt stengulv. En nøgen hvid pære på væggen. Prunkløse vand- og varmerør under det hvide loft. En stikkende og fugtig varme.

Her mødes Nørrebrobandet Kindercrash flere aftener om ugen for at spille deres melodiske pop-rock. Denne torsdag står programmet på at øve og finde en setliste til de kommende ugers koncerter rundt om på de mindre københavnske scener.

Men de seneste måneder er bandets nye album, ’Scarlet Gold’, blevet født i det lille, mørke kælderlokale. Bandets frontfigurer er ægteparret Marlene og Jesper Lehmkuhl på henholdsvis guitar/sang og guitar/bas.

Kulsort kaffe og hvidvin

Men denne aften er det trommeslager Jòn Clausen der tager teten, da hans trommestikker banker taktslag, inden Søren Larsens guitar og Carsten Nielsens keyboard falder ind og skaber et orgie af lyd mellem de rå vægge. Det er kun lige knapt, at instrumenterne og de store Marshall forstærkere kan være i rummet. I midten står et lille bord med en spand kulsort kaffe og en flaske hvidvin. Overalt står der askebægre med færdigrullede smøger liggende på rad og række. Tobaksrøgen svæver ud og ind mellem tonerne.

Kindercrash består af en flok 30-40-årige unge, der i det civile liv er bademestre, sygeplejersker, IT-konsulenter og installatører. Bandets punkede barndom lå i Ungdomshuset lige henne om hjørnet, men som Jesper Lehmkuhl udtrykker det, mens han får ild på endnu en smøg:

»Vil ville noget med det her band, og vi stod op og begyndte at spille klokken 09.00 hver morgen. Det gad de ikke. Og lige pludselig føler man, at dem der kommer og fortæller en, hvordan man skal opføre sig, kunne være ens egne unger. Vi kørte træt i det.«

Matsort pigtråd

Bassen og trommerne banker igennem mellem de rå vægge, og en lighter glider ned på gulvet.

Det nye album, der udkommer på fredag, er bandets tredje udspil. Det seneste solgte for 200.000 kroner, og målet er naturligvis at ’Scarlet Gold’ vil trumfe det beløb.

»Først og fremmest er det en bedre og mere erfaren plade vi udsender. Vi vil gerne brede vores musik mere ud. Vores musik egner sig bedre til større scener som Vega og Pumpehuset, end medborgerhuse og Rust for eksempel,« siger Marlene Lehmkuhl, mens hun smører stemmen med lidt hvidvin. Bandet har også større drømme. Eksempelvis en stor kollektiv Kindercrash-gård holdt i matsort. Matsorte biler, matsort plankeværk, matsort pigtråd. Men det inkarnerede by-band ville helst have, at den kunne ligge på Nørrebro.

På bordet ligger der også en bærbar computer, og den repræsenterer alle ’up and coming bands’ store problem. For hvorfor smide 150 kroner efter noget ny musik, hvis man kan hente det gratis på internettet eller brænde det på en cd. Bandet har erkendt problemet, men vakler lidt i forhold til løsningen.

»Nu har vi lavet pladen, og vil gerne se det fysiske resultat på en CD. Vores sidste plade kunne man hente på nettet, og et par af de nye ligger der også allerede. På et tidspunkt lægger vi nok også det hele frem, men nu vil vi lige nyde CD’en,« siger Jòn Clausen bag trommerne.

Der er stadig et par timer tilbage af øveaftenen, og de fem musikere sætter i med endnu et nummer, der får den gamle badeanstalt til at give sig i sit fundament.