Urban Proof. Sådan betegner Nissan den nye model med det mærkværdige navn Qashqai. Et navn, som man kan brække tunge på, når man forsøger enhver udtale. Så inden du læser videre, kan vi afsløre, at navnet udtales Kaskai. Ret enkelt – men det ser åbenbart ikke lige så smart og hipt ud som Qashqai.

Hip, smart og nyskabende er nemlig, hvad bilen – ifølge Nissan – er. Og det er her, Urban Proof-betegnelsen kommer ind. En bil, der er beregnet til kørsel i byen. Altså ikke en offroader, en sportsvogn eller andet. En bil, der ligner en SUV, men som alligevel er lavere og har et mere coupéagtigt design. En ny klasse, som henvender sig til kunder, der vil have mere plads end i en VW Golf, men til en billigere pris.

Til asfalt

Selvom Qashqai ligner en bil, der er beregnet til kørsel i uvejsomt terræn, så bør man holde den fra sådanne udfordringer. Den fås ganske vist med firehjulstræk og mulighed for at låse hjulene i særlige tilfælde, men det er ekstraudstyr og derfor en dyrere bil end indgangsmodellerne, der er med forhjulstræk og derfor noget billigere.

Firehjulstræk eller ej, så er Qashqai mest en familiebil med safarilook, som skal bruges til helt almindelig kørsel i byen og på landevejene.

Altså en rigtig crossoverbil. En mellemting mellem flere type biler, der er ved at blive en ny trend. I hvert tilfælde har flere bilfabrikanter sådanne crossover-modeller på vej. I de mindre klasser findes der allerede Suzuki SX4 og VW Cross­Polo. Og selvom Nissan er blandt de første med en lidt større model, så findes der også Dodge Caliber, ligesom VW er på vej med Tiguan og Audi barsler med Q5.

Frækt design

Nissan Qashgai er på størrelse med biler som VW Golf, Peugeot 307, Renault Megane og Toyota RAV4. Designmæssigt er der lagt vægt på at give Qashgai et ret sportsligt design med nogle lange bløde linjer og et buet tag. Det giver en fræk profil, som giver bilen sit eget udtryk. Faktisk er designet gennemgående vellykket, og det er mindre markant og aggressivt end i den lidt større Nissan Murano. Den lidt mildere front vil formentlig gøre bilen mere spiselig til målgruppen, der mest vil bestå af børnefamilier og håndværkere, der vil købe bilen på gule plader, i forhold til den brutalt udseende Murano.

Qashgai kommer i handlen i flere motorvarianter. I benzinudgaverne vil der være en 1,6 liter-model med 115 hk og en 2,0 liters med 141 hk. Dieselversionerne bliver en 1,5 dCi med 106 hk og en 2.0 liters dCi med 150 hk. Sidstnævnte kommer først til landet i juni måned. 2.0 versionerne i både benzin og diesel kan fås med firehjulstræk, mens de øvrige modeller udelukkende er med forhjulstræk. Derudover kan den store benzin og dieselmodel fås med automatisk gearkasse. Den billigste version er 1,6 liter-benzinudgaven i lavest udstyrsniveau, Visia, som koster 282.000 kroner.

Speciel instrumentering

I kabinen er der forholdsvis god plads til både bagsædepassagerer og forsædepassagerer. Benpladsen er en smule trang bagerst, hvis sæderne skubbes helt tilbage, men hvis det er børn, så går det fint. Akselafstanden er ikke større end i en Honda Civic, så der er ikke oceaner af plads, selvom bilen virker ret stor, når man se den udefra. Heller ikke bagagerummet er enormt, men klarer dog 410 liter.

Kvaliteten og indretningen inde i bilen er Nissan sluppet godt fra. Plastmaterialet er lækkert, og midterkonsollen med radio, klimaanlæg og gearskifte hænger godt sammen og er integreret fint ind i resten af instrumentbordet. Bag rattet har man udsyn til et højde og længdejusterbart rat, der ligger fint i hænderne og har en tilpas størrelse. Instrumenterne er der gjort ekstra meget. Inspirationen kommer fra motorcyklers instrumentering, og det giver et markant udseende. Sæderne er dog en anelse hårde, og justeringen foregår manuelt. Man sidder meget højt i førersædet – det giver et godt udsyn, men man savner lidt at kunne sænke sædet yderligere.

Fin køreoplevelse

Det er en udmærket oplevelse at køre i Qashgai. Man har et godt udsyn, og styringen er forholdsvis stram og præcis, selvom bilen har en større frihøjde end almindelige personbiler. Vi prøvekørte i både den lille 1,5 dCi-version og i benzinversionen med 2,0 liters-motor udstyret med firehjulstræk.

2,0 liter og 140 heste er som skabt til en bil som denne, der vejer næsten to ton. Ulempen er et stort brændstofsforbrug på 12 km/l. Bilen føles rask og hurtig i optrækket, ligesom den seks­trins gearkasse er nem at bruge og gør det til en behagelig oplevelse at køre bilen. Firehjulstrækket er ikke noget, som man mærker til ved almindelig kørsel, men er selvfølgelig rart at have, hvis man skal redde bilen fra en udskridning i glat føre. Bilen har en tendens til at krænge lidt for meget i sving og kurver, men generelt er det ikke et problem på mindre snoede veje. I kabinen er der forholdsvist støjsvagt. Det gælder også i dieselversionen, der dog – i modsætning til benzinudgaven – føles en anelse tam i det. De 106 hk fra dieselmaskinen giver ikke samme flydende oplevelse, når man skal op i fart. Fordelen ved den lille dieselversion er, at brændstofsøkonomien er 18 km/l. Når den store dieselmotor kommer til juni, vil det formentlig blive den, som mange vælger på grund af det større omdrejningsmoment og de 150 hk. Det eneste, der taler imod den store dieselversion, er, at prisen på hvide plader er 353.000 kr. – og det er for modellen med forhjulstræk i laveste udstyrsniveau. Vil man have firehjulstræk, koster bilen 20.000 kroner mere. Til gengæld er alle sikkerhedssystemer som ABS med EBD og ESP standard på alle versioner.