I fredags satte den konservative Lars Havelund en aggressiv og uren tackling ind i debatten om Odenses fremtidige vækstpolitik.

Havelund sigtede ikke efter bolden – men gik direkte efter manden. Da det var mine knæhaser, der var mål for den konservative aktion, så ser jeg mig nødsaget til at reagere.

Til folks almene beroligelse kan jeg meddele, at Havelund ikke ramte den mand, han sigtede efter. Jeg vil godt bringe bolde i spil igen og give de konservative og Lars Havelund en chance til at komme ind i kampen. Men kun hvis de vil gå efter bolden. Lad mig først repetere, hvad der øjensynligt har fået De Konservative og Lars Havelund helt op i det røde felt: I Nyhedsavisen onsdag den 7. marts udtrykker jeg en bekymring for, at Odenses nye erhvervs- og vækstpolitik ender med at have et enøjet fokus på de højt uddannede miljøer. Ingen tvivl om at en universitetsby som Odense også skal satse forskning, viden og innovation.

Men som jeg også har fremhævet flere gange i byrådssalen, så er Odense på én og samme tid både en moderne vidensby i udvikling og en traditionel industriby med mange tusinde mennesker ansat i industri, gartneri og lignende.

Derfor stiller det helt særlige krav til en vækstpolitik, hvis den skal blive en succes her i Odense.

Globaliseringens melodi

Den bagvedliggende årsag er, at odenseanerne mærker globaliseringens konsekvenser vidt forskelligt.

Et støt stigende antal kan heldigvis fløjte med på globaliseringens melodi – og ser internationaliseringen som et væld af personlige udfoldelsesmuligheder.

De slår ubesværet over i engelsk, når arbejdet kræver det – eller når de i fritiden chatter med vennerne fra deres studietid i udlandet. Men samtidig bor de side og side med dem, man kan kalde for globaliseringens tabere. Dem, hvis arbejdspladser er blevet kørt over af udviklingen og eksporteret til lavtlønsområder i Østeuropa eller Asien.

Mange mennesker oplever globalisering som et forandringstyranni, hvor truslen om, at deres arbejdsplads til hver en tid kan lukke, hænger som en sort sky over tilværelsen. Livet i viden-Odense er altså vidt forskelligt fra livet i industri-Odense.

For mig er det afgørende, at Odenses fremtidige erhvervs- og vækstpolitik kommer til at gå på to ben.

Spred optimisme

Den skal sprede optimisme både hos dem, der har udviklingen i ryggen og hos dem, der har den imod sig – lige fra de højtuddannede kandidater fra Syddansk Universitet og til de kvindelige industriarbejdere, hvor arbejdsløsheden i Odense i dag er over 15 procent.

På den baggrund udtrykte jeg bekymring over, at de mange tusinde mennesker med kort eller ingen uddannelse, der er en del af industri-Odense, ikke syner alverden i det nye udviklingsforum.

Iværksættertrang findes

Ligeledes undrede jeg mig over, at det ikke har været muligt at finde bare én person med indvandrerbaggrund. Med åbningen af Bazar Fyn har vi jo et levende bevis på den iværksættertrang, der findes i denne gruppe.

Jeg har store forventninger til både vækstpolitikken og det kommende udviklingsforum. Byrådet har trods alt sat 26 millioner kroner af til vækstpolitikken.

Penge, der gerne skulle komme mange gange igen og skabe bedre udsigter for alle odenseanere. Derfor vil jeg følge arbejdet tæt og råbe højt, hvis jeg finder det nødvendigt.

Hvis De Konservative og Lars Havelund er uenige i mine kritikpunkter, så synes jeg, at de skal anfægte dem.

Nu er bolden i spil igen. Gå efter den – og ikke efter manden.

Mon ikke læserne forventer fairplay af byens borgmesterparti?