Daniel Martin havde en varm hilsen til Jakob Fuglsang efter sin sejr på Tourens 9. etape, for danskeren spillede en vigtigt rolle.
- Det var godt, at Jakob kom med, for det havde været lang vej hjem 35 kilometer alene. Jeg ved ikke, om jeg havde holdt hele vejen, hvis jeg havde været alene, siger Daniel Martin fra Garmin-Sharp.
- Jeg tror aldrig, at jeg har haft så ondt i benene som i dag. Det var ren smerte, tilføjer ireren.
Garmin-rytteren stak af cirka fem kilometer fra toppen af etapens sidste stigning La Hourquette d'Ancizan.
Kort efter angreb danskeren, og han kom hurtigt op til Garmin-rytteren, hvorefter de to straks indledte et godt samarbejde.
Selvom favoritterne med Chris Froome anført af blandt andre Belkin-holdet satte højt tempo, lykkedes det Fuglsang og Daniel Martin at bevare forspringet, der lå og svingede mellem 20 og 40 sekunder.
Det var ikke tilfældigt, at Daniel Martin vandt netop 9. etape.
- Denne etape har været et mål for os siden Korsika.
- Vi angreb lige start. Vi ville gøre løbet spændende, og vi nyder bare at køre på cykel. Vi ville lave et show for folk derhjemme. Derfor lagde holdet maksimalt pres for at komme i udbrud.
- Jeg angreb fra favoritgruppen, fordi jeg så, at de andre var lidt tilbageholdende, siger Daniel Martin.
/ritzau/