Astana har haft en uheldig start på Tour de France, men alt det kunne være glemt søndag eftermiddag i Bagneres-de-Bigorre, hvis Jakob Fuglsang havde snuppet sejren på 9. etape.
Det blev en andenplads til Astanas danske kaptajn efter et tæt spurtopgør mod Daniel Martin fra Garmin-Sharp.
- Vi er meget skuffede, for vi er kun seks ryttere tilbage i løbet, og efter vi har mistet vigtige ryttere som Janez Brajkovic og Fredrik Kessiakoff, er det svært at skabe resultater. Det havde været fedt med en etapesejr i dag, siger Enrico Gasparotto.
Som et lyspunkt i mørket kan italieneren glæde sig over, at Fuglsang med dagens præstation fik vist, at han har formen til at køre klassement.
- Jakob kom i mål som nummer to, hvilket betyder, at han er i rigtig god form. Han kan slutte i top-10, det er helt sikkert.
Gasparotto, som vandt Amstel Gold Race i 2012, mener, at Garmin-rytteren havde heldet i den afgørende spurt.
- Daniel Martin har haft en god sæson med meget held, som vi så, da han vandt Liege-Bastogne-Liege. Når man først har oplevet held, så kommer der altid mere fra samme skuffe.
Astana mistede tidligt i løbet Andrej Kasjetjkin, og på 6. etape måtte Fuglsang så vinke farvel til yderligere to hjælpere, Janez Brajkovic og Fredrik Kessiakoff, som udgik efter styrt.
/ritzau/