Nedkørslen fra Col de Sarenne på Tourens 18. etape til Alpe d'Huez bliver af mange ryttere omtalt med hovedrysten og frygt i stemmen, men Jakob Fuglsang er ikke bekymret.
- Den tænker jeg ikke så meget på. Jeg tror på, at jeg nok skal komme ordentligt ned, siger Jakob Fuglsang.
Col de Sarenne er en cirka 20 kilometer lang nedkørsel på smalle veje med dårlig asfalt og med frit fald meget tæt på vejkanten.
Danskeren mener, at den ligger så tilpas langt fra mål (40 kilometer), at den bliver kørt i et fornuftigt tempo.
- Det er uden tvivl en farlig nedkørsel, men forhåbentlig er rytterne smarte nok til, at vi tager den lidt med ro, for der er stadig langt derfra, til vi rammer finalen.
- Forhåbentlig skal vi ikke køre med hovedet under armen for at komme 20 sekunder hurtigere ned, siger Jakob Fuglsang.
- Umiddelbart tror jeg ikke, at regnvejr vil være dårligt for mig i forhold til de andre ryttere.
Astanas danske kaptajn, som ligger nummer otte i klassementet, har som målsætning at følge favoritterne, så længe han kan.
- Jeg tror, det bliver som de andre dage. Jeg skal forsøge at hænge på så længe som muligt. Forhåbentlig kan jeg hænge på længere end de andre dage, og så må vi se, hvordan de andre kører.
Saxo Tinkoffs spanier Alberto Contador kunne være en af de ryttere, som måske vil udnytte Col de Sarenne til at angribe Chris Froome. Det så man på 16. etape til Gap, da spanieren satsede og styrtede i finalen.
- Jeg kan forstå, at Alberto vil forsøge alt, hvad han kan. Hvis han ikke kan sætte Chris Froome opad, kan det være, at han kan sætte ham nedad, siger Jakob Fuglsang.
/ritzau/