Jakob Fuglsang (Astana) fik oprejsning for tirsdagens tidstab, da han onsdag kørte Tourens sidste enkeltstart i en tid, der rakte til en ottendeplads, blot 1,34 minutter efter vinderen Chris Froome (Sky).
- Det var en god enkeltstart for mig. Der var ikke mange steder, hvor jeg kunne havde gjort det bedre, siger Jakob Fuglsang.
- Det er rart, når man får mellemtider, at man kan se, at man har kørt stærkt og stærkere end nogle af dem, jeg konkurrerer mod.
Astanas danske kaptajn var ærgerlig, da han kom i mål tirsdag med et tidstab på et minut til de fleste af hans nærmeste konkurrenter.
Tidstabet skete, da han kom til at tage den forkerte vej i en rundkørsel, og dermed tabte positioner i feltet kort inden et angreb.
- Selvom det ikke var en katastrofe, så var jeg alligevel ærgerlig over mit tidstab. Jeg betalte en høj pris, og derfor er det selvfølgelig dejligt at få noget oprejsning i dag, hvor jeg kører en god enkeltstart, siger Jakob Fuglsang.
Danskeren fik også bevist over for sig selv, at han stadig kan køre enkeltstarter blandt de bedste, efter han på løbets første individuelle tidskørsel skuffede en smule.
Fuglsang mener tilmed, at han kunne have vundet nogle ekstra sekunder.
- Jeg var bange for at køre for hårdt og gå for dybt. De 10 sekunder man kunne vinde ved at gå rigtig dybt i dag, kan blive til minutter i morgen, hvis benene ikke er der. Jeg forsøgte at køre kontrolleret, siger Fuglsang.
/ritzau/