Jeg kan høre råbene allerede på vej op ad rulletrappen på Nørreport. »Fuck jer!« »Skrid nu med jer, mand, jeg har købt billet!«

To billetkontrollører i sorte uniformer har trængt en ung indvandrerknægt op i et hjørne og prøver at få ham til at falde ned med afdæmpet, sammenkneben ?så stopper du’-attitude. Det går ikke så godt. Knægten er ude af sig selv af afmægtigt raseri, og forbandelserne fyger til højre og venstre. Da en af kontrollørerne prikker ham i brystet, knækker filmen.

»Du skal ikke slå mig! Du har ikke ret til at slå mig! Du har ikke ret til at kalde mig perker! Du har ikke ret til at tilbageholde mig! Hav dog lidt respekt for dit job!«

De forbipasserende skæver til situationen. Alle prøver at få deres glimt af spændingen, mens de samtidig prøver at lade som om, de ikke lægger mærke til noget. Nogle ryster på hovedet. Endnu en ballademager.

Så begynder balladema-geren at råbe til os.

»Hvad laver I allesammen? I skal da være vidner til det her. I skal ikke bare tage hjem! De har ikke ret til det her!«

»For en gangs skyld en perker med tingene i orden!« når jeg lige at høre ham råbe, inden jeg stiger på toget.

På vej til Hovedbanen sidder den sætning fast i hovedet på mig.

Jeg tænker over mit eget stereotype billede af uromageren og uniformerne. Hvordan ville jeg have reageret, hvis det var en ældre dame, der blev tilbageholdt mod sin vilje? Eller en ung pige, for den sags skyld. Ville jeg have grebet ind? Normalt er jeg ikke bange for at blande mig, når nogen bliver uretfærdigt behandlet. Jeg ved ikke, om det var knægtens aggressive attitude, der holdt mig tilbage i det her tilfælde, eller bare min blinde tro på, at dem i uniformerne nok har styr på tingene.

Uniformerne gør jo bare deres job. Men hvad nu, hvis han rent faktisk havde købt billet?