Det var som om, Chris Froome kørte fra flere års kritik og dopingmistanke, da han banede vejen for sin sejr i Giro d'Italia på løbes 19. etape.
Tour de France-stjernen har trods sine imponerende resultater aldrig for alvor været elsket af cykel-aficionados.
Briten med de mange store sejre har aldrig badet sig igennem cykelfolkets jublende kærlighed trods bedrifterne, og siden Vuelta a España i fjor har han tilmed haft en konkret dopingmistanke hængende over hovedet.
Fire sejre i Tour de France og en enkelt i Vuelta a España har ikke kunnet ændre på den gængse opfattelse af, at Chris Froome er rædsomheden selv æstetisk på en cykel med et forskruet forhold til at stirre ned på sin watt-måler.
Måske vil sejren i Giro d'Italia ændre på opfattelsen af den 33-årige Sky-rytter som en af de helt store i cykelsporten.
Froome trådte sig måske ikke ind i himlen, men det var som om, han trådte sig ind i historiebøgerne, da han på 19. etape satte alle konkurrenterne på plads med en usædvanlig kraftpræstation og et mod, som tilhører de største i sadlen.
Han vandt ganske enkelt Giroen ved at knockoute alle andre og køre alene i 80 kilometer på etapen, der var kaldt for løbets kongeetape.
Den anden af tre dage i Alperne tilhørte Froome på et sjældent set niveau, da han på den voldsomme stigning Colle delle Finestre cirka halvvejs på etapen, der bød på fire hårde bjerge, trådte væk og efterlod sig et forvirret og splittet felt af smadrede konkurrenter.
Væk fra Simon Yates i den lyserøde førertrøje, væk fra Tom Dumoulin, der havde næsten tre minutters forspring til Froome inden etapen. Væk var Thibaut Pinot.
Væk var de alle sammen, og de så aldrig Froome igen på etapen, mens kritikerne bag tv-skærmene måske blev færre.
Froome sagde selv, at det var nødvendigt at begive sig ud i et megastunt for at avancere fra fjerde- til førstepladsen.
- Vi vidste, at det ville kræve noget specielt først og fremmest at slippe af med Simon (Yates, red.) og så komme væk fra Dumoulin. Jeg vidste, at det ville være umuligt at køre sig fra fjerdepladsen til førstepladsen, hvis jeg ventede til den sidste stigning, lød det efter etapesejren fra Froome.
Mens mange havde afskrevet ham i Giroen efter de første uger, så tydede det på, at Froome havde timet sin form perfekt, så han kunne slå til i de sidste hårde dage.
På den måde siger etapesejren og den samlede sejr både noget om Sky-rytteren, men måske lige så meget om Giroen.
Det italienske etapeløb adskiller sig fra eksempelvis Tour de France.
Giro d'Italia er uforudsigeligt, ufattelig hårdt og langt mere ustruktureret end eksempelvis Touren med forskellige etapetyper, der falder mere hulter til bulter.
Det rammede Froome også meget godt ind, da han beskrev sit angreb langt ude fra på Colle delle Finestre, der blandt andet også byder på grusveje.
Her talte Giro-vinderen egentlig mellem linjerne både om sig selv, løbet, sin beslutsomhed, sit mod og sine evner.
- Finestre-stigningen var det perfekte sted at angribe, fordi grusvejene minder mig om, da jeg kørte cykel i Afrika. Jeg følte bare, at det var nu eller aldrig, sagde han.
Spørgsmålet er, om sejren vil ændre billedet af en rytter, som de fleste elsker at hade.
Glemmes må det ikke, at Chris Froome stillede til start i Giroen med en stadig uafklaret dopingsag hængende over hovedet, efter at han i efteråret 2017 afgav en positiv dopingprøve under Vuelta a España.
Det er fortsat uvist, hvornår der falder en afgørelse i den sag.
/ritzau/