Embedsmænd i Udenrigsministeriet afviste at undersøge fakta omkring rejsereglerne i den skandaleramte klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI), da sagen blev drøftet i ministeriet fredag i sidste uge - fire dage før kommunalvalget.
Det fortæller Christian Friis Bach (R) til Jyllands-Posten, efter at han torsdag trådte tilbage som udviklingsminister, fordi han fejlagtigt har sagt til Folketinget, at han ikke kendte til rejsereglerne i GGGI.
Samtidig kom oplysningen om, at han kendte til reglerne, først frem dagen efter kommunalvalget, selv om ministeriet ifølge Jyllands-Postens oplysninger vidste det allerede 6. november.
På mødet fredag i sidste uge deltog ud over Christian Friis Bach det hold af embedsmænd, der skulle udarbejde en redegørelse om, hvordan ministeriet har håndteret den kritik af GGGI, som den sydkoreanske rigsrevision har påpeget.
Friis Bach beskriver, hvordan embedsfolk frarådede at tage ministeriets oplysninger om rejsereglerne med i redegørelsen.
- Rejsereglerne kommer lige op til diskussion. Der er en, der siger: "Skal rejsereglerne være omfattet af redegørelsen?" Vi diskuterer det lidt. Så får jeg den vejledning, at det skal de ikke, siger Christian Friis Bach til avisen.
I Venstre bliver der stillet spørgsmålstegn til tidspunktet, og partiet afventer svar på, om det er bevidst, at oplysningerne først er kommet frem efter kommunalvalget.
- Det er klart, at med timingen så bliver man også bekymret for, at der skulle være et politisk motiv, siger udenrigsordfører Søren Pind (V) til Jyllands-Posten.
- Alene det, at man kan rejse sådan en mistanke, er en alvorlig sag. Vi taler om Danmark. Ikke Sicilien, vel?, siger han.
/ritzau/