Den nu forhenværende udviklingsminister, Christian Friis Bach (R), har haft et på mange måder turbulent år.
Torsdag trådte Friis Bach tilbage som udviklingsminister, efter stor diskussion og dramatik i forløbet om klimaorganisationen GGGI.
Men nu viser det sig, at eksministerens formentlig største udfordring i 2013 har været en ganske anden.
I januar fik Karin Friis Bach, der er mor til den tidligere ministers tre børn, konstateret brystkræft, skriver BT.
- Karins sygdom satte livet i perspektiv. Vi fik talt om, at der er vigtige ting i livet, og så er der "vigtige vigtige ting", siger Christian Friis Bach til BT.
Ifølge Friis Bach har dette også været med til at sætte hans afgang som minister i et andet perspektiv.
- Mange har været overrasket over, at jeg ikke har været helt knust over at gå af som minister. Men jeg er først og fremmest glad for, at vi stadig har hinanden, og at Karin er frisk og superglad, siger han til BT.
Karin Friis Bach er 48 år. Hun er uddannet farmaceut og arbejder som videnskabelig medarbejder på Københavns Universitet.
- Jeg fik konstateret brystkræft i januar måned og var bagefter igennem kemobehandling. De opererede det ud lynhurtigt, alt det, der var. Det er selvfølgelig hårdt at få kemoterapi og stråleterapi, men det er jeg ligesom igennem nu, fortæller Karin Friis Bach til BT.
Karin Friis Bach er desuden radikal politiker og nyvalgt til regionsrådet i Region Hovedstaden.
Newspaq