Cobramaleren Carl-Henning Pedersens berømte glasmaleri "Frihedens Lys" er stort set uskadt efter branden på Frihedsmuseet i København i sidste weekend.
Mandag blev kunstværket taget ned og bragt i sikkerhed på Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede, oplyser Nationalmuseet.
En enkelt af kunstværkets 15 farvestrålende glassektioner kræver reparation, da brandvæsnet var nødt til at slå den ud under slukningsarbejdet.
Så snart politiet sidste tirsdag gav grønt lys til Nationalmuseets Bevaringsafdeling, stod konservator Susanne Trudsø derfor klar til at få sikret stykkerne.
- Jeg var på pletten og samlede alle de glasskår, jeg kunne finde, både inden i og uden for bygningen. De fylder to spande, og jeg vurderer, at der er 6-800 dele, som vi har pakket sammen og flyttet til Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede, fortæller hun.
Klokken 12 fulgte resten af glasmaleriet, og de 14 intakte glassektioner blev taget ned med hjælp fra en helt særlig kant- nemlig glasmager Per Steen Hebsgaard, som om nogen kender "Frihedens Lys".
- Tilbage i 1983 var han med til at lave og montere glasmaleriet i samarbejde med Carl-Henning Petersen og har stadig skitser fra originalen. Der er derfor ingen tvivl om, at glasmaleriet er sikret og kan genskabes, siger Susanne Trudsø.
Ifølge pressemedarbejder Henrik Schilling, Nationalmuseet, er der endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med glasmaleriet i et nyt museum.
- Men den glade nyhed er, at det er reddet, siger han.
Nationalmuseet oplyser, at det akutte redningsarbejde nu er afsluttet, og at ingen genstande har lidt uoprettelig skade.
"Frihedens Lys" er lavet specifikt til Frihedsmuseet af Carl-Henning Petersen i 1983 og består af 15 malede glaspartier.
/ritzau/