For et halvt år siden blev Wellington Chibhebhe anholdt, da han deltog i en fredelig demonstration mod Robert Mugabes brutale regime i Zimbabwe. Chibhebhe, som er leder af Zimbabwes fagforeninger, sad to dage i fængsel.

»Det første, politiet gør, er fysisk at mishandle dig. Tæsk. Du får ingen lægehjælp. Du får ikke lov til at se din advokat. Du får ingen mad,« siger han og tilføjer, at han på grund af politiets tortur aldrig mere vil kunne bruge sin ene hånd. Den er ødelagt.

Alligevel ender han højst sandsynlig i fængsel igen i denne uge, når han står i spidsen for en generalstrejke, som er varslet i det forarmede land i dag.

Inflationen ligger på over 1.700 procent, der er kritisk mangel på mad. Men Mugabes regime nægter fortsat at anerkende fattigdommen og sulten.

»Vi bekymrer os mere om folkets lidelser end vore egne,« siger Wellington Chibhebhe.

Hans udsagn kunne nemt lyde som en kliche. Men mere end 10 fængselsbesøg de seneste seks år bekræfter Wellington Chibhebhes indsats i kampen.

»I 2002 blev jeg placeret i en celle, hvor hele gulvet og væggene flød med afføring. Der var ingen toiletter, ingen tæpper. Vi var 25 mennesker i den celle. Der var plads til fire,« siger han.

Og Wellingtons oplevelser er langtfra enestående. 11. marts blev oppositionslederen Morgan Tsvangirai og 50 andre anholdt og tortureret. Og det er ikke for første gang.

»Jeg gider ikke snakke om dengang, jeg blev anholdt. Alle har været anholdt. Jeg kan ikke drikke te med nogen længere, uden at de har været anholdt,« siger Daily Telegraphs journalist i landet, Peta Thornycroft.

Men den varslede strejke vil næppe tvinge Robert Mugabe fra magten, hvor han har siddet siden 1980. I 2008 er han igen kandidat ved præsidentvalget, og i oppositionen forudser man, at regeringen vil bruge samme valgtaktik som sidst: Stem på Mugabe eller få tæsk af politi og soldater. Det samme vil ske for de mennesker, som overholder strejken i dag.

»Der vil være nogle få modige mennesker, som bliver væk fra arbejde, men den vil ikke have den ønskede effekt. Men regeringen er under pres. Folk har ikke råd til noget. Folk er sultne. Men jeg tror ikke, at det vil få regimet til at åbne op for demokrati. I stedet vil de stramme grebet yderligere,« siger William Saidi, en højt respekteret uafhængig avisredaktør.

Den uafhængige presse har det heller ikke nemt i landet. William Saidi var chefredaktør for landets populæreste avis, som i 2002 blev tvunget til at lukke. Den skrev kritisk om regeringen. I dag er det kun muligt at få uafhængige nyheder i byerne. I landområderne styrer regeringen alle informationer. Og læser man de aviser, så står der intet om oppositionspartiet Movement for Democratic Change s (MDC) kamp mod Mugabe og hans parti Zanu-PF. Hvis de er nævnt, så får de samen med europæere og hvide zimbabwere skylden for alle dårlige ting, som sker i landet.

Englands skyld

Da journalist Andrew Meldrum tager telefonen i sit eksil i Sydafrika, sidder han netop og ser på regimets bortforklaringer. Zimbabwes minister for information er på sydafrikansk tv og forklarer, hvordan det er englændernes skyld, at Zimbabwe er på randen af sammebrud.

»Det er absurd,« siger han og griner.

Latteren er tragikomisk.

Andrew Meldrum blev i 2003 smidt ud af Zimbabwe efter 20 år, fordi han som The Guardians korrespondent skrev for kritisk om regimet.

»Mugabe er en mester i at love folk ting, for bare at trække ting ud. Han vil bare have et par år til, et par år til. Og han får dem. Men Mugabes dage ér talte, og han vil bestemt ikke få en begravelse som helt af folket i Zimbabwe,« siger Andrew Meldrum.