Efter stilstand det meste af fredagen skruede den amerikansk jobrapport op for temperaturen på de europæiske obligationsmarkeder hen på eftermiddagen.
Fra udsving på maksimalt 3 basispoint fra top til bund på det danske marked hoppede renten på den 10-årige statsobligation 7 basispoint umiddelbart efter den amerikanske jobrapport, der afslørede 195.000 nye stillinger uden for landbruget i juni mod ventet 165.000 ifølge Bloomberg News.
Den toneangivende rente sluttede dagen i 1,87 pct. eller 6 basispoint højere end ved lukketid torsdag.
Samme billede viste sig i det meste af Europa, hvor de toneangivende renter steg med alt mellem 1 og godt 10 basispoint. Kun i Portugal og Grækenland var der faldende renter at spore - begge steder med over 20 basispoint.
Jobrapporten fra USA har fyldt utrolig meget i markederne den seneste uge, og det positive udfald kan ifølge flere iagttagere have to udfald. Underliggende er det naturligvis positivt, at den amerikanske økonomi ser ud til at være i reel fremgang, men på den anden side kan det positive udfald betyde, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, måske har tænkt sig at lette på speederen for de kvantitative lempelser tidligere end hidtil antaget.
Den frygt kunne med al tydelighed aflæses i aktiemarkederne, der over hele Europa gik fra plus til minus.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk