Tusindvis af mennesker demonstrerer i solen i den franske hovedstad, Paris, mod præsident Emmanuel Macron og hans politik.
Politiet taler ifølge det franske nyhedsbureau AFP om, at 40.000 demonstranter deltager. Arrangørerne mener, at tallet er 160.000.
AFP skriver, at der også er demonstrationer i Toulouse og Bordeaux.
Demonstrationen sker i anledning af, at Macron mandag har siddet et år som præsident.
Demonstranterne er utilfredse med de reformer, han har lanceret.
Det er sociale og økonomiske reformer, som ifølge Macrons kritikere gavner de velstillede og det private erhvervsliv.
Der er udkommanderet 2000 politifolk til at holde ro og orden.
Politiet siger, at det på grund af uroligheder under markeringen af 1. maj - arbejdernes internationale kampdag - har besluttet at indsætte et stort antal politifolk til lørdagens demonstration.
En journalist fra det tyske nyhedsbureau dpa siger, at demonstranterne bærer bannere med slagord som "Stop Macron".
Blandt demonstranterne er der studenter og ansatte i jernbanerne, som i flere uger har strejket mod Macrons planer for de franske jernbaner, SNFC.
Præsidenten siger, at han vil sørge for, at SNFC giver overskud, men fagforeningen mener, at han vil privatisere togdriften.
Regeringen har kritiseret demonstrationen, specielt i lyset af at der var optøjer den 1. maj.
Men den venstreorienterede politiker Jean-Luc Mélenchon, leder af partiet LFI, har svaret igen og sagt, at "Macron kan ikke holde nogen opposition ud".
Han opfordrer ifølge AFP demonstranterne til at lade være med at lave ballade.
- Vold bringer os ikke nogle steder, siger han.
Macron selv er langt væk på den anden side af Jorden. Han befinder sig i det franske territorium Ny Caledonien, hvor han lørdag afsluttede et besøg.
/ritzau/dpa