Den franske freelancefotograf Olivier Voisin, som blev alvorligt såret i uroplagede Syrien tidligere på ugen, er død af sine kvæstelser på et hospital i Tyrkiet.
- Vi bekræfter hans død, siger en talsmand fra det franske udenrigsministerium.
38-årige Voisin, der arbejdede for Reporters Without Borders, blev ramt af granatsplinter i hovedet og armen, da han var i færd med at fotografere en væbnet syrisk oppositionsgruppe i Idlib i det nordlige Syrien.
Fredag opererede tyrkiske kirurger den sårede fotograf i grænsebyen Antakya, men det lykkedes dem altså ikke at redde hans liv.
Ud over arbejdet i Syrien havde fotografen tidligere arbejdet i Libyen, Somalia, Brasilien, Haiti, Kenya og USA.
Voisin blev født i Sydkorea, men blev adopteret af en fransk familie.
Over 70.000 mennesker er blevet dræbt i den næsten to år lange konflikt i Syrien, siger FN.
/ritzau/AFP