Frankrigs præsident Nicolas Zarkozy vil give Afrika en fast plads i FN's sikkerhedsråd.
Det er nemlig på tide, at verden gør plads til Afrika på den internationale politiske scene. Sådan lød det fra den franske præsident i går mandag, da han åbnede det femogtyvende fransk-afrikanske topmøde, der i år afholdes i Nice.
"Jeg er overbevist om, at vi ikke længere kan tale om store, globale problemstillinger uden Afrika," fortalte Sarkozy de cirka 800 delegerede fra 40 afrikanske lande. Det skriver Al-Jazeeras engelske søsterkanal, der også hedder Al-Jazeera.
Repræsentanter for Afrika har siden 2007 presset på for, at kontinentet kan få to permanente pladser i Rådet. De to sæder skal gå på skift mellem de forskellige lande i Afrika og afspejle, at de tilsammen udgør 27 procent af FN's medlemslande.
Sikkerhedsrådets faste medlemmer er indtil videre Kina, USA, Storbritannien, Frankrig og Rusland.