Hvert år dør flere millioner børn verden over, fordi de slukker tørsten i forurenet drikkevand.
Og det er ikke osende fabrikker, der er de værste synder. Det er derimod helt almindelige mennesker, der smider affald i floder og oceaner hver eneste dag. Det bliver til flere millioner ton på et år.
Affaldet forgifter plante- og dyrelivet og spreder sygdomme i et omfang, at det hver dag koster flere tusinde børn livet. Det fremgår af en ny rapport, som FN's miljøprogram UNEP i anledning af verdens vanddag, mandag har lagt ud på sin hjemmeside.
"Alene omfanget af forurenet vand betyder, at flere mennesker vil dø af at drikke giftigt og forurenet vand end af alle former for vold, herunder krige," hedder det i rapporten.
I rapporten, der har fået navnet 'Sygt vand', fortæller UNEP også, at det er omkring to millioner tons affald, der forurener over to milliarder tons vand om dagen.
Forureningen har allerede efterladt store dele at den undersøiske verden livløse, mens mange koralrev og fisk hiver efter vejret og frisk, rent vand.