Danskernes donationer kan redde omkring 18.000 børn fra underernæring på Afrikas Horn.
Hvis hjælpen var kommet før sultkatastrofen for alvor brød ud, kunne danskernes 8,5 millioner kroner til nødhjælpsorganisationer redde 1,4 millioner børn.
Det skyldes, at nødhjælp er op til 80 gange så dyrt som forebyggelse, viser beregninger fra udviklingsorganisationen Care.
"Det koster 1 dollar at forebygge underernæring hos et barn, mens det koster 80 dollar at redde et barn med underernæring," siger kommunikationschef Marie Sisse Brown fra Care til Newspaq.
Dansk Røde Kors, Red barnet og Folkekirkens Nødhjælp melder nu alle om stor lyst fra danskerne til at donere til landene Somalia, Etiopien og Kenya, som er ramt af den værste tørke i 60 år. Men tidligere hjælp ville ifølge generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp kunne have reddet mange af de foreløbigt 10.000 døde.
"Var vi kommet ind før det her havde udviklet sig til en katastrofe, så kunne vi have reddet langt flere menneskeliv for de samme penge, end vi kan nu, hvor katastrofen virkelig er der," fortæller Henrik Stubkjær til Newspaq.
FN anslår, at op til 11,5 millioner mennesker er ramt af tørken. Hvis hjælpen fokuserede på vand til afgrøder og mennesker, ville danskerne få syv gange så meget hjælp for pengene, i forhold til den nødhjælp vi tilbyder nu, fortæller Marie Sisse Brown.
Humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp vurderer, at få dage kan gøre forskellen på dyr og billig hjælp.
"Hvis det er rigtig slemt, så indlægger man jo børnene med drop og alt muligt på en klinik, og det er virkelig dyrt. Hvis man bare når dem lige før, de kommer ind på klinikken, så kan de få almindeligt mad, og det er meget billigere," forklarer Christer Lænkholm til Newspaq.
Nødhjælpsorganisationerne oplyser, at de alle slog alarm ved årsskiftet. Hvis vi ikke gjorde noget, så ville katastrofen ramme til sommer, lød det.
Dengang ville danskernes penge række meget længere, men i stedet har vi fået, hvad Care kalder en nødhjælpsspiral. Organisationer kæmper i øjeblikket med at slukke brande i stedet for at forebygge dem.
"Vi skal selvfølgelig sende nødhjælp af sted alligevel, når folk dør i sandet. Men nødhjælp er hjælp, der kommer for sent. Verden har fejlet, fordi vi ikke har sat ind rettidigt, og det er en kæmpe lussing til os alle," slutter Marie Sisse Brown.