Der er angiveligt ingen problemer mellem Eintracht Frankfurt og Arsenal i forhold til at sende angriberen Nicklas Bendtner fra engelsk til tysk fodbold.
Kun danskerens økonomiske krav kan stoppe skiftet, siger Frankfurts sportsdirektør, Bruno Hübner, til avisen Frankfurter Neue Presse.
- Nu er det op til os. Vi må undersøge, om det er økonomisk muligt, siger sportsdirektøren, som tirsdag havde afsluttende forhandlinger med Bendtner og dennes repræsentanter.
Frankfurt sluttede sidste sæson som nummer seks i Bundesligaen og skal i den kommende sæson spille Europa League.
25-årige Bendtner har længe ønsket sig væk fra Arsenal, hvor han de seneste år ikke har fået spilletid. De seneste to sæsoner har han været udlejet til henholdsvis Sunderland og Juventus.
Bendtner har kontrakt med Arsenal til sommeren 2014. Frankfurt meddelte tirsdag, at man regner med en afgørelse omkring Bendtner enten onsdag eller torsdag.
/ritzau/