Fotograf: Billede af betjent og niqabklædt har stor værdi

Det danske tildækningsforbud har fået stor international opmærksomhed. Især ét billede er gået verden rundt.

Det var klart fra starten, at det var en speciel situation, da en betjent krammede en kvinde i niqab.

Sådan lyder det fra fotograf Andrew Kelly, der for nyhedsbureauet Reuters tog et billede af øjeblikket under en demonstration i København onsdag imod tildækningsforbuddet - i folkemunde kaldet burkaforbuddet.

Billedet er efterfølgende gået verden rundt og er blevet brugt af blandt andet avisen The New York Times.

- Flere mennesker stillede sig omkring dem, og da de krammede, kunne man høre spredt jubel, skriver han i en e-mail til Ritzau.

- Så snart samtalen var ovre, vidste jeg, at billederne havde stor værdi, og jeg sendte dem med det samme til Reuters' billedredaktør og glemte at holde øje med betjenten.

Reuters-fotografen havde faktisk fulgt den niqabklædte kvinde - 37-årige Ayah - der kun vil stå frem med fornavn, et par uger op til tildækningsforbuddets ikrafttræden 1. august.

Det gjorde han i forbindelse med en Reuters-historie om tildækningsforbuddet.

Fotografen så situationen, der ledte frem til øjeblikket.

- En gruppe piger i niqab sad i en trappeopgang, og politibetjenten gik over og snakkede med dem. Det var første gang, jeg havde set en samtale mellem politiet og demonstranterne hele dagen, så jeg begyndte at tage billeder af det, siger han.

- Jeg kunne se, at politibetjenten var meget venlig over for dem, og så skiftede hendes opmærksomhed over til Ayah, som hun begyndte at tale med.

- Jeg tror, at Ayah havde haft et par hårde uger op til tildækningsforbuddets ikrafttræden, og gestussen fra politibetjenten gjorde virkelig indtryk på hende og overvældede hende i øjeblikket.

Den udlægning bekræfter Ayah over for Ekstra Bladet.

Der forklarer hun, at den kvindelige betjent viste omsorg over for hendes veninder og spurgte, om de ville have vand, i en situation, der var svær for dem.

- Det rørte mig, for jeg har frygtet det her møde med politiet fremover, og så står hun der og er rigtig flink, men det er samtidig hende, der skal give mig en bøde. Det var en absurd situation, siger Ayah om mødet med politikvinden til Ekstra Bladet.

Politikvinden var ifølge Ayah forstående i situationen.

- Hun sagde, at hvis jeg så hende på gaden, skulle jeg bare komme over at hilse, og så kunne vi snakke lidt og så gå hver til sit.

- Men jeg ved jo godt, hvad der sker, hvis Inger Støjberg kigger hende over skulderen: I dag giver du mig et kram, og i morgen en bøde, tænkte jeg. Det er vanvittigt, siger Ayah.

Hun kan dog ikke huske situationen specifikt.

- Jeg husker det, som at hun spørger, om hun må give mig et kram, og så siger jeg ja. Men jeg er ikke sikker. siger Ayah til Ekstra Bladet.

/ritzau/