En 36-årig mand, der blev meldt savnet efter en julefrokost i Holbæk natten til søndag, er fundet.
Den 36-årige Casper Lyngbo Rasmussen fra Kalundborg blev fundet i god behold, og vidste ikke han var efterlyst.
Det skriver flere medier.
Den 36-årige forlod en julefrokost tidligt søndag morgen klokken 04.45. Via oplysninger fra hans teleselskab kunne politiet fastslå, at hans mobiltelefon ikke havde været aktiv siden klokken 08.41.
Han var set forlade natklubben Soho tæt ved Holbæk Havn i "beruset tilstand", og politi og brandvæsen afsøgte derfor havneområdet tæt ved natklubben og havde blandt andet en drone i luften og både i vandet.
- Vi frygtede, at han kunne være faldet i, men det viste sig heldigvis ikke at være sagen, siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, René Søe Pedersen, mandag morgen til BT.
I en pressemeddelelse skriver Midt- og Vestsjællands Politi, at den 36-årige "er nu genforenet med sin familie".
Casper Lyngbo Rasmussen blev fundet tæt ved sin bopæl, hvor han var på vej hjem på gåben.
- Han var stadig påvirket af alkohol, og det tyder umiddelbart ikke på, at han vidste, at han har været efterlyst. Vi kørte ham så det sidste stykke, siger vagtchefen til BT.