Der var tale om en kæmpe folkefest, da Kronprins Frederik i weekenden inviterede over 70.000 danskere ud på en frisk løbetur i forbindelse med Royal Run. Begivenheden, der foregik i og omkring landets fem største byer, trak masser af overskrifter i både lokale og landsdækkende medier, der roste den kommende konges utraditionelle måde at markere sin 50 års fødselsdag på.
Kronprins Frederik lader til at have det som en fisk i vandet, når det drejer sig om blandt andet friluftsliv og motion, men må ofte lægge øre til kritiske røster, når det drejer sig om hans evne til holde flotte taler i forbindelse med de royale forpligtigelser.
Dét er noget af det, der skal arbejdes med i fremtiden, så den snart 50-årige prins har styr på mundtøjet, når han en dag bliver konge, lyder det fra Søren Jakobsen, der er forfatter og kongehusekspert.
– Han må tage en tur omkring en talepædagog og en psykolog, som kan pudse ham af. Han mangler jo ikke uddannelse, men han mangler stadig at kunne tackle den slags situationer, hvor han skal tale i forskellige sammenhænge, siger Søren Jakobsen til SE og HØR.
Han siger til ugebladet, at kronprinsen bør gå i gang med et talemæssigt træningsprogram, når den store fødselsdagsfest er forbi.