Rich Kids

Instr. Rune Bendixen

JJJJJJ

Coke i så lange baner, at det ville have sendt et helt heavyband til tælling. Sex på bagsædet med så mange partnere, at selv pornostjerner ville have forlangt coolspray på dåse. Og loaded med nok kontanter til at SU-styrelsen kunne holde et helt amtsgymnasium kørende. Jo, som annonceret i talrige avisannoncer, så har filmen styr på chok-effekterne. For de dersens rich kids skejer i den grad ud.

Faktisk er der på en nat mere sex, mere coke, mere vold, mere misbrug af det meste end, hvad et trendy VIP-diskotek kan mønstre på et helt år. Heldigvis, kan man sige. For mødet med det normalt så tilknappede overklasseliv blandt magtelitens børn er?ja, ikke for børn. Beskrivelsen ender i al sin krasse realisme et temmelig utroværdigt sted, netop fordi chokeffekterne er sat på overkill.

Instruktør Rune Bendixen har ellers levet side om side med de rige gymnasie-unger, og vil med sit portræt stille spørgsmål ved om vores demokrati er truet, når nu magtens arvtagere er opvokset i et så kynisk, elitært og menneskefjendsk miljø? Det kan jeg godt svare på. Vores demokrati er truet, og har alle dage været truet af forsimplede og fordomsfulde fremstillinger af dem, hvis liv vi ikke umiddelbart forstår. ’Rich Kids’ er så forudindtaget og fordummende over for sit miljø, at man således kun nærer anti-parti over for luksus-spirerne.

Blandt andet ringer en Ferrari-kørende ungersvend til en escort-luder, som han så vælger at slå ihjel på vaskeægte American Psycho-manér, fordi hun ikke ser fransk nok ud. Drengen har en streng fransk far, forstår man. Og mordet er så hævn for et arrangeret ægteskab med en fransk luksustøs. Dér vælter filmens staveplade-psykologi for alvor.

For nok er der masser af forkælede elementer i Nordsjælland, men er de også psykopater? Sparker drengene folk halvt ihjel på grund af et tilfældige skub og ventetid i køen? Knepper tøserne samtlige millionær-fløser på én nat for at få fingre i deres mastercard. Sælger en pige sin krop til gangbang i et pornoblad for at råbe sin mor op?

Man tror det næppe, men i så fald kræver historien om den slags ulykkelige skæbner et ekstra lag. Et facetteret fokus, hvor vi lærer at forstå frem for at fordømme. For eksempel ved at dykke ned i motivet for forældrenes svigt. Man behøver vel ikke være en kold skid, bare fordi, man er rig (?)

Når en revisor afleverer et regnskab, skal det indeholde et såkaldt retvisende billede. Når en instruktør afleverer et portræt, bør det også være retvisende, især når man bruger dokumentar-agtige kneb for at understøtte sit budskab.

Og så det positive: Scenografien klapper, musikken klapper og de miljøskildrende detaljer er også på plads. Mærketøj, stoffer, cokerør og den slags. Skuespillet hæver sig også af og til over amatørteater-niveau. Og så er emnet faktisk rigtig godt valgt.