USA’s udenrigsminister Marco Rubio har indledt et opgør mod “woke-symbolik” i statsapparatet. Nu vil han fjerne skrifttypen Calibri fra officielle dokumenter i amerikanske ambassader og konsulater verden over.
Ifølge amerikanske medier har Rubio udsendt et internt direktiv, der pålægger udenrigstjenesten fremover at bruge den klassiske skrifttype Times New Roman i officiel korrespondance.
Calibri, som ellers har været standard i mange år, bliver af Rubio betegnet som både for uformel og et symbol på en dagsorden, han ønsker at gøre op med.
Her er forskellen på de to skrifttyper.
Opgør med “woke-politik”
Skrifttypeskiftet er ifølge udenrigsministeren en del af et bredere opgør med mangfoldigheds- og inklusionsinitiativer, som han mener har fyldt for meget i den føderale administration.
Calibri blev i sin tid indført under Biden-administrationen blandt andet med henvisning til bedre læsbarhed på skærm og øget tilgængelighed for personer med syns- og læsevanskeligheder. Den beslutning blev anbefalet af embedsmænd med ansvar for diversitet og inklusion.
Den forklaring køber Rubio ikke.
Han mener, at klassiske skrifttyper sender et mere seriøst signal og bedre afspejler amerikansk diplomatis traditioner.
– Calibri er "uformel" sammenlignet med serif-skrifttyper som Times New Roman og "kolliderer" med ministeriets officielle brevhoved, skriver Rubio i interne dokumenter, som avisen har fået indsigt i.
Mødes med hån og kritik
Beslutningen har allerede udløst kritik og hånlige kommentarer i USA. Flere kommentatorer og tv-værter har gjort grin med, at en udenrigsminister bruger tid på at føre kulturkamp om skrifttyper, mens verden står over for alvorlige politiske udfordringer.
Designere og typografieksperter peger samtidig på, at skrifttyper ikke i sig selv er politiske, og at Calibri netop blev udviklet for at gøre digitale dokumenter lettere at læse.
– At kalde en skrifttype “woke” giver simpelthen ikke mening, lyder det fra flere fagfolk.
Mere end bare en font
Tilhængere af Rubios beslutning ser dog forbuddet som en vigtig markering. For dem handler sagen ikke om typografi, men om at rulle det, de opfatter som symbolpolitik og overdreven politisk korrekthed, tilbage.
Sagen bliver af flere iagttagere set som endnu et eksempel på, hvordan selv små og tilsyneladende tekniske beslutninger i USA bliver en del af den bredere kulturkamp mellem højre- og venstrefløjen.