Har man en særlig forkærlighed for at opsøge paradokser, skal man blot kaste et blik på det danske samfund og dansk politik. Paradokserne står i kø.

For eksempel ligner Danmark et regelret demokratisk flerpartisystem, hvor vores parlament rummer hele syv forskellige partier. Tilsyneladende.

I lille selvglade Danmark - med en lang demokratisk tradition - har vi det ydermere med at prale med vores flerpartisystem, hvor alle beslutninger er tilvejebragt gennem kompromisser hen over den såkaldte midte. I det vilde USA har man kun to store politiske partier, Republikanerne og Demokraterne, som vi kun har skuldertræk til overs for. Næ, så er vi i Danmark meget mere demokratiske og nuancerede - og civiliserede. For vi har blandt andet Det Radikale Venstre, som er politisk parkeringsplads for politikere med statsgaranterede rigtige meninger.

Det fuldkomne samfund

Dette verdensbillede holder imidlertid ikke. Danmark er et étpartisystem. Folketinget er ét stort socialdemokrati, som efter velfærdsstatens cementering i 1960 erne og 70 erne kun har dén ene opgave, at forvalte Danmarks uforlignelige bidrag til global civilisation: den socialdemokratiske velfærdsstat.

Der gives i Danmark ikke noget hverken under, over eller ved siden af velfærdsstaten. Alle politiske partier fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti er enige om, at den danske, socialdemokratiske velfærdsmodel kun lige akkurat befinder sig på trinnet inden opstigningen til det fuldkomne samfund.

Politikerne er blevet regelrette forvaltere uden hverken visioner eller ideer. Navnlig, hvis disse ideer og visioner indebærer en indskrænkning af velfærdsstatens domæne og dermed deres egen magt.

Et interessokrati

En politiker, der har visioner og ideer til at bedre vilkårene for civilsamfundet og give det mere frihed og ansvar, vil ikke have en jordisk chance for at blive valgt, fordi disse ideer og visioner går på tværs af de mangfoldige interesser, der er knyttet til, at velfærdsstaten vedbliver med at være, som den hele tiden har været. Det er det, man kunne kalde et interessokrati.

Har man som politiker den opfattelse og vision, at ansvar over for egen familie og børn først og fremmest er privat, og at børn har krav på langt mere af deres forældres tid og omsorg, så vil man naturligvis ikke støtte en udbygning af kommunale pasningstilbud. Men man vil henstille til forældrene selv at træde i personlig karaktér og give afkald på noget af den kolossale rigdom, som velfærdsstaten - paradoksalt nok! - netop har skabt grundlag for, at danskerne har kunnet skrabe til sig. Vi er ved at drukne i økonomisk overflod. Med garanti: Det er der ingen letkøbte stemmer i. Hverken fra forældre eller de mange ansatte i kommuner og stat, som lever af, at politikerne over en bred kam er enige om, at velfærdsstaten kun kan blive større og større.

Politisk selvmord

De politiske diskussioner er derfor ren staffage og skuespil. Det skal få det til at tage sig ud, som om Danmark er et multi-politisk samfund. Det er det ikke.

Danmark er et mono-politisk samfund, hvor adgangen til de vellønnede taburetter kun går vejen forbi en højlydt trosbekendelse til velfærdsstatens uproblematisérbare lyksaligheder og velsignelser.

At mene noget andet er ensbetydende med politisk og moralsk selvmord.