Læserindlæg fra Nyhedsavisen - af Mads Christian Esbensen
Når man løber et maraton, føles det, som om man på et tidspunkt rammer en mur. Når det sker, kræver det en enorm viljestyrke bare at flytte det ene ben foran det andet. Mange går ned og må opgive, mens de, der har forberedt og trænet meget i forvejen, ofte nedbryder muren og kommer flot i mål.
Foghs regering har lige haft femårsjubilæum, og i den forbindelse sammenlignede Fogh regeringsarbejdet med netop et langdistanceløb og sagde, at en regering indimellem kommer ind i en mindre krise, men at man blot må kæmpe sig videre, indtil man igen finder rytmen.
Med en række dårlige meningsmålinger ser det ud, som om Fogh har ramt muren. Det åbne spørgsmål er, om regeringen er i form til at komme over muren og nå først i mål ved næste folketingsvalg, der skal afholdes senest i februar 2009.
Behov for ny dagsorden
Fogh vandt valget i 2005 på fire ting: stram indvandrerpolitik, bedre forhold for de ældre, styrkelse af sygehuse og skattestop.
DF høster alle pointene for den stramme indvandrerpolitik og forbedringerne for de ældre. Med skandalen om kræftventelisterne og en presset sundhedsminister, der netop er blevet afsløret i at lyve, mister Venstre troværdighed som sundhedssektorens vogter. Endelig løber de politisk tonedøve konservative i ring, idet de bliver ved med at tale om skattelettelser i både bund og top.
Resultatet er en total uklarhed om regeringens skattepolitik ? og uklarhed koster altid stemmer.
Samtidig er Irakkrigen en absolut tabersag, og det er lykkedes Helle Thorning-Schmidt at gøre diskussionen om sygehuse og daginstitutioner til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod velfærd.
Fogh ser mere og mere forpustet ud. Han har behov for en ny dagsorden for at komme op i tempo igen. Han skal fokusere på bedre miljø, mere og bedre ulandsbistand og en stærk integration. Alt i alt værdier, som tilfredsstiller de midtervælgere, som er på vej væk.
Spinkonto står i minus
Tidligere var Foghs stærke spinkort topstyringen i partiet. Men nu er der personfnidder og åbne interne uenigheder i folketingsgruppen.
Fyringen af kommunalordfører Leif Mikkelsen er seneste eksempel. At de unge Venstreløver Søren Pind og Peter Christensen efterfølgende kritiserer fyringen, understreger kun, at flokkens førerhund har mistet gennemslagskraft.
En gylden politisk grundregel siger, at intern uenighed koster stemmer. Hver gang der er interne kampe og diskussioner om Socialdemokraternes politik, går det ned ad bakke for Helle Thorning-Schmidt.
Dansk Folkeparti har i år også mærket reglen på deres egen krop i forbindelse med deres medlemseksklusioner, og nu er turen komme til Fogh.
Ulveman har problemer
Den manglende topstyring viser sig også ved, at statsministerens spindoktor, Michael Ulveman, ikke har autoritet til at udstikke kursen for Fogh. Ulveman afholder hver mandag telefonmøder med resten af venstreministrenes spindoktorer. Men det er ikke alle spindoktorerne, der tager telefonen, når den ringer fra Slotsholmen i disse dage.
En af årsagerne er, at Michael Ulveman læner sig mod beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, mens Foghs tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, ofte vendte sine udmeldinger med Lars Løkke Rasmussen.
Dette skift har skabt utilfredshed og kritik fra Løkkefløjen, hvor netop Søren Pind og Peter Christiansen befinder sig. En utilfredshed, som udfordrer topstyringen og gør ministrenes spindoktorer i tvivl om, hvorvidt der er vægt bag Ulvemans ord.
Netop topstyringen har været Foghs kendemærke og vej til magtens tinde. Hvis hans spindoktor mister magt til at udstikke kursen, så folk retter ind og lytter efter, kan han ikke udfylde rollen som spindoktor ordentligt.
Første regel i spindoktorens lærebog er, at man skal have magt til at uddele ros og ris på vegne af sin minister. Hvis en spindoktor ikke har den magt, kan han eller hun lige så godt sige sit job op.
Helle er i topform
Samtidig med Foghs problemer har Helle Thorning-Schmidt sat tempoet op. Hun har som et effektivt ekko gentaget det samme mantra: S går ind for mere velfærd, regeringen sparer op til skattelettelser .
Hendes spinstrategi er fokuseret på at angribe regeringen på velfærdsflanken. Dog har hun behov for at komme med egne bud på ny politik, hvis hun skal holde den gode form.
Hvem der efter de 42 km får overrakt laurbærkransen, er for tidligt at sige. Fogh er en erfaren løber og ved, at det ikke er mellemtiderne, men det endelige resultat, der er vigtigst. Men løbet er pludselig blevet meget mere spændende at være tilskuer til.