Tabloidmedier har døbt ham "Italiens mest forhadte mand" og "kujon-kaptajnen". Kaptajn Francesco Schettino stod i spidsen for krydstogtskibet Costa Concordia, som stødte på grund ud for øen Giglio i januar sidste år. 32 mennesker mistede livet i katastrofen.
Onsdag er retssagen startet mod den italienske kaptajn.
Dramaet i retten kan komme til at omfatte op mod 450 vidner og 250 sagsøgere, og på grund af det store antal tilhørere, der ventes til retssagen mod Schettino, vil retsmøderne blive afviklet i et teater i Grosseto, der er byen tættest på ulykkesstedet ved øen Giglio.
Retssagen skulle være startet den 9. juli, men på grund af en strejke blandt italienske advokater, blev sagen udskudt til 17. juli.
Costa Crociere, der er et af Europas førende krydstogtrederier, har tidligere erkendt ansvar som Schettinos arbejdsgiver og betalt en million euro i en kontroversiel afgørelse, der fritog rederiet fra yderligere retsforfølgelse.
18 måneder efter katastrofen ligger vraget af Costa Concordia stadig ud for Giglio, hvor et redningsmandskab stærkt forsinket arbejder på at få det fjernet.
/ritzau/AFP