DET LIGNER nøl, når regeringen først til efteråret vil drøfte initiativer mod manglen på social- og sundhedspersonale med Folketingets partier.

Formelt er begrundelsen for at vente god nok. Regeringen vil nemlig have afsluttet ældreministerens kortlægningen af problemets omfang først.

Reelt er det ren skubben problemerne foran sig.

Den nødvendige viden er nemlig fremskaffet for længst. Og den nødvendige viden viser, at ældreplejen personalemæssigt er på vej som Titanic mod isbjerget. Og problemet er også tilstede i sygehusvæsenet, hvor det dog maskeres af de sygeplejefaglige ledelser.

Den nødvendige viden kan selvfølgelig forfines yderligere, så den i endnu højere grad underbygger behovet for en samlet indsats for at gøre uddannelserne til og arbejdet som social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent attraktivt. Og det er da i sig selv udemærket.

DER ER blot ingen grund til at vente med at handle, indtil sundheds- og ældreministeriet er færdig med at kigge på tal og prognoser. Situationen er nemlig så alvorlig, at der må handles hurtigst muligt. Så kan indsatsen efterfølgende finjusteres, når ældreministerens afdækning engang er afsluttet.

Vi ved nemlig allerede ganske detaljeret, hvor alvorlig situationen er.

Kommunernes Landsforening (KL) og FOA har således i fællesskab afdækket, hvordan situationen ser ud lige nu, og FOA har regnet videre på de to helt afgørende tal: Danskernes cpr.-numre og SOSU’ernes gennemsnitlige afgangsalder.

DEN FÆLLES analyse mellem KL og FOA viser, at tre fjerdedel af kommunerne ikke kan få besat ledige stillinger i ældreplejen med kvalificeret personale. Og i det kommunale sundhedvæsen er situationen næsten lige så alvorlig. Her mangler halvdelen af kommunerne kvalificerede ansøgere til de ledige stillinger.

Og det bliver kun værre i de kommende år.

FOAs fremskrivninger af det øgede behov for ældrepleje og de ansattes forventede afgang fra arbejdsmarkedet viser et uhyggeligt billede.

Tilsammen viser dise fremskrivninger, at der frem til 2026 skal skaffes 39.776 uddannede SOSU’er.

Halvdelen – altså omkring 20.000 som en udvidelse til at dække stigningen I antallet af ældre danskere. Og den anden halvdel til at erstatte knap hver tredie ansat, som vil have forladt arbejdsmarkedet I 2026.

DER ER naturligvis mulighed for at påvirke disse uhyggelige fremtidsperspektiver. Vel at mærke, hvis viljen er der, og de forskellige aktører kender deres besøgelsestid.

Mulighederne falder groft sagt i tre kasser.

En kasse, der handler om virkårene under uddannelsen.

En kassel med anerkendelse i jobbet både i form af løn og plads og rum til at bruge sin faglighed i dagligdagen.

Og en kasse med arbejdsvilkår i øvrigt og mulighed for at gøre en forskel for andre.

DER ER fire parter, der kan og skal gøre noget ved indholdet i disse tre kasser: Overenskomstparterne, Folketinget, kommunalpolitikerne og regionspolitikerne.

Overenskomstparterne har bidraget ganske betydeligt ved de netop overståede overenskomstforhandlinger.

Heldigvis vendte KL på en tallerken forud for forhandlingerne og lyttede til FOAs og lokale ledelsers råben vagt i gevær gennem de senere år.

Det betød, at det blev muligt at anvende knap en halv milliard kroner på overenskomstmæssige forbedringer for SOSU’erne.

Nyt forbedret lønforløb for social- og sundhedsassistenterne. En hurtigere vej til slutløn for social- og sundhedshjælperne og ganske store forhøjelser af elevlønningerne til begge uddannelser. Og også forbedring af  ulempetillæg og pensionsdækning.

Overenskomstparterne har endvidere lovet hinanden, at de omkring 300 millioner kroner, som FOA og KL i fællesskab fik afsat til at skabe uddannelsesmuligheder til SOSU’er for ikke-uddannede og hjælpe erfarne social- og sundhedshjælpere på vej til at uddanne sig til social- og sundhedsassistenter, skal bruges aktivt til at skabe flere uddannede.

Samtidig tog overenskomstparterne fat på spørgsmålet om uddannelsespladser i de kommende år på social- og sundhedsuddannelserne. Det skulle gerne betyde, at vi allerede i 2019 kan se flere uddannelsespladser blive udbudt og i de efterfølgende år kan registrere en betydelig vækst både i antallet af pladser og antallet af elever, som gennemfører uddannelserne.

HER SKAL Folketinget være med til at tage fat hurtigst muligt. De 300 millioner kroner skal frigives ved de igangværende økonomiforhandlinger og en ny trepartsaftale om det fremtidige antal uddannelsespladser må i gang hurtigst muligt.

Og så bliver Christiansborg-politikerne nødt til at tage et medansvar for den tredie kasse.

Den kasse, der handler om arbejdsvilkår og muligheden for at gøre en forskel.

Her må både Christiansborg og kommuner og regioner tage sig sammen i fællesskab.

Der er nemlig meget, der allerede nu kan gøres.

Vi kan forbedre udsigten til at kunne gennemføre uddannelserne for de, der er blevet ramt af reformen af erhvervsuddannelserne, som indførte SU-dækning i det indledende uddannelsesforløb.

Vi kan fastansætte alle de vikarer, som i dag er løst tilknyttet, og vi kan tilbyde fuldtid til de mange medarbejdere, som er tvunget på deltid.

Vi kan organisere arbejdet, så de ansatte kun skal arbejde hver tredie weekend og kan holde ferie i sammenhæng og sammen med familen.

Vi kan skabe anstændige vilkår, hvor det er fagligheden, der er styrende, og hvor tilliden til medarbejderne er til stede. Hvor normeringerne svarer til opgaverne og til borgernes behov for omsorg og pleje. Hvor der er tid nok til transport mellem borgernes hjem, og hvor vi har sluppet detailstyringen og erstattet det med plads og rum til det faglige skøn

MEN ÉN ting skal vi ikke gøre. Under ingen omstændigheder.

Vi skal ikke prøve at finde løsninger, hvor kravene og kvaliteten i SOSU-uddannelserne sættes ned. Hvor niveauet sænkes, og SOSU’erne kommer ud fra uddannelserne med færre kompetencer.

Vi har for halvanden år siden delt og ændret uddannelserne, og vi har ikke brug for, at der igen ændres på uddannelsernes struktur og niveau. Vi har tværtimod brug for ro omkring uddannelserne efter først en omfattende reform af Voksen- og Efteruddannelses-systemet og dernæst en reform af SOSU-uddannelserne.

Nu har de, der overvejer at søge ind på uddannelserne, brug for, at dagens vilkår også gælder i morgen. Gør noget ved SU-problemet, men lad nu den seneste opdeling af SOSU-uddannelserne få tid til at virke, og koncentrer jer om at motivere ansøgere opg ikke mindst om at mindske frafaldet undervejs.

OG SÅ vis dog for Guds skyld den megen snak blandt politikerne om behovet for at anerkende SOSU’erne I praksis. I SOSU’ernes hverdag I ældreplejen, når hænderne mangler og køretiden er forsvundet. Og når de sygeplejefaglige ledelser nedlægger stillingerne for på den må kunstigt at forøge den påståede mangel på sygeplejersker I sygehusvæsenet.

Vis dog, at i som politikere har hår på brystet. Vis, at I ikke vil trækkes rundt ved næsen i manegen.

Dén politiske knytnæve placeret solidt og præcist i forvaltningernes skrivebordpladen er der rigtig mange SOSU’er, der venter på at opleve i den virkelige verden.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.