Danskere skal have mulighed for anonymt at viderebringe kritiske oplysninger om deres virksomhed.
Det mener FOA, som dermed tilslutter sig Enhedslistens forslag om en Whistleblower-ordning, hvor offentligt ansatte kan ytre sig, uden det får konsekvenser for deres ansættelsesmæssige forhold.
- Måske er Farum Kommune det bedste eksempel på, at det havde været godt, hvis man som ansat kunne henvende sig et sted og fortælle, at man sad med bilag fra en kro i en størrelsesorden, der var helt ude i skoven, siger FOA-formand Dennis Kristensen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Eksemplet med Brixtofte, der drak dyr rødvin på Farum-borgernes regning, er bare en ud af mange sager, hvor der kunne være brug for at gå til myndighederne. Men det tør danskerne ikke af frygt for at miste jobbet.
- I vores medlems-undersøgelser kan vi se, at bekymringen for at træde frem og sige 'her, hvor jeg arbejder, er der noget, der er helt ragende galt', den bekymring er stigende i disse år, siger Dennis Kristensen og peger på, at den økonomiske krise har fået danskerenes frygt for at miste arbejde til at stige.
Enhedslisten har foreslået at skabe en whistleblower-ordning, hvor det anonymt er muligt at komme med kritiske oplysninger. Og det er vigtigt, så de danske skatteydere finder de offentlige instanser mere gennemskuelige, mener Dennis Kristensen:
- Derfor er det rigtig vigtig, at vi får en lovgivning, der sikrer beskyttelse til whistleblowers.
Regeringspartierne har udtrykt sig positivt over for Enhedslistens forslag.