FOA-formænd om gyldne håndtryk: "Der er en syg kultur I kommunerne"
Blog

Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen
Se alle blogindlæg

Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.

Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

Kommunerne er gået amok. Amok I dyrkelsen af det private erhvervslivs ageren, kundesyn og  ledelsestænkning I markedsøkonomien.
 
Senest har TV 2 dokumenteret kommunernes brug af gyldne håndtryk til topchefer. 54 kommuner har på tre år udbetalt 223 millioner ekstra til de øverste ledere.
 
Det handler både om fratrædelsesgodtgørelse ved udløb af åremålsansættelser, selv om den udløbne ansættelse bliver forlænget for endnu en årrække, om fratrædelser ved afsked og om opfyldelse af resultatmål.
 
De mange millioner kommer oveni en lønudvikling for topcheferne, som får social- og sundhedshjælperens og serviceassistentens lønstigninger til at ligne pebernødder. Og skatteyderne til at stå tilbage med ildelugtende væske løbende ned af ryggen.
 
At topchefer smøres ind I bladguld er ikke kun et udtryk for, at politikerne har mistet grebet om den politiske ledelse af kommunerne forvaltning. Det er det såmænd også udtryk for. Men det er meget værre. Det handler om, hvordan synet på velfærd, service og fællesskabsløsninger bevidst er blevet vendt 180 grader.
 
Bladguldet er nemlig først og fremmest et resultat af en syg kultur, som de sidste årtier har bredt sig som en steppebrande i kommunerne.
 
En kultur, hvor fællesskabsløsninger og den fælles ansvarlighed overfor dem, der har brug for fællesskabets indsats og hjælp, erstattes af en dårlig kopi af det private erhvervslivs metoder, tænkning og værdier. Hvor de klassiske værdier, som velfærdssamfundet blev bygget på, får lov at visne.
 
Under mottoet om, at den offentlige sektor skal lære af private virksomheder, har stribevis af konsulentfirmaer I hobetal været hyret ind til at skabe ”firmatisering”, ”kundefokus”, ”business cases” ”incitamentsstyring” og alt det andet vrøvl, som skatteyderne har måtte betale for i dyre domme.
 
Ikke alle kommuner er gået lige langt i den udvikling, men samlet set ser det sløjt ud for den kommunale forvaltning og topledelse. For mange kommuner er med bind for øjnene gået alt for langt.
 
Kommuner har i forskellige udgaver omdannet fællesskabsinstitutionerne til virksomheder, borgerne er blevet til kunder, velfærdsydelser betragtes som varer, den øverste ledelse er blevet til direktioner, de øverste forvaltningschefer er udnævnt til koncerndirektører, personaleafdelingerne er blevet til HR-afdelinger, ansættelsesaftaler er blevet til resultatkontrakter, når årslønnen har tilstrækkeligt mange nuller i enden. Og man kunne blive ved. Listen med eksempler på politikernes ideologiske begejstring for at overtage hvad som helst fra erhvervslivet er nærmest uudtømmelig.
 
Det handler ikke kun om ord og betegnelser fra topledernes universitetsophold og CBS-uddannelser.
 
Det handler om meget mere.
 
Kernen er overgangen fra fællesskabsbesluttede prioriteringer af velfærdsydelser og service til forretningsprioriterede varer. Er der en god business case i en ekstraordinær indsats for det udsatte barn, den udfordrede elev, den svækkede ældre eller den arbejdsløse patient? For slet ikke at nævne den psykisk syge eller kontanthjælpsmodtageren? Eller på almindeligt dansk: Kan det betale sig? Er det skattekronerne værd? Eller giver den samme udgift bedre mening som privat velfærd, som vist er den nuværende regerings forsøg på at skabe en pænere indpakning til de skattelettelser på bekostning af velfærd, som danskerne ikke vil acceptere?
 
Den måde at styre den offentlige sektor på - New Public Management (navnet skal selvfølgelig være på CBS-dansk) – er både en del af og en motor for udbredelsen af denne syge kultur.
 
Når vi ikke længere tænker på velfærd som resultatet af, at vi bevidst og efter fælles beslutning tager ansvar over skatterne for dem, vi ikke kender, og deres muligheder for at lykkes i livet. Når vi ikke længere betragter daginstitutionen og dagplejen, folkeskolen og gymnasiet, ældreplejen og sundhedsvæsenet, handicapinstitutionen og hjemløseherberget og alle de andre velfærdsydelser som tilbud, vi giver i fællesskab, og som styres demokratisk uden profithensyn, så er det dømt til at gå galt. Så er der plads til at kulturelle misfostre kan brede sig.
 
Og politikernes syn på lederlønninger og fratrædelsesordninger, bonusser og resultatløn og alt det andet, der ligger I de sidste tre års brug af de 223 millioner skattekroner I de 54 kommuner er et kulturelt misfoster
 
Prøv bare selv at tænke tanken: En ganske betydelig lønforhøjelse for at blive ansat på åremål begrundet med manglende ansættelsestryghed for derefter at modtage en fastholdelsesbonus og samme høje løn for at tage endnu en periode uden at forlade jobbet blot en enkelt dag. Kunne du forestille dig, at den kommunale rengøringsassistent blev ansat på samme måde? Nej, vel?
 
Eller tænk tanken: Topchefen får udover sine høje løn bonusser for at nå målene I hans resultatkontrakt. En konstruktion, som får den høje løn til at ligne et fremmødetillæg, hvor egentligt arbejde kræver særskilt honorering. Tror du social- og sundhedsassistenten får andel i lederens bonus for de resultater, der stammer fra ældreplejens ansatte. Nej, heller ikke vel?
 
Eller: Fratrædelsesordninger for chefer og topledere har nået astronomiske størrelse. Kan du se for dig, at pædagogmedhjælperens eller brandmandens fratrædelsesgodtgørelse nåede op I blot nærheden af disse beløb? Heller ikke, vel?
 
Der er kun en konklusion, som er mulig. 
 
Det er simpelthen en syg kultur, der er fulgt med ”McKinsificeringen” af den offentlige sektor. Desværre.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.