Der er pres på grænsekontrollen i Københavns Lufthavn, hvor flere passagerer og nye digitale grænsetjek giver længere ventetid.
Nu sætter politiet ekstra folk ind i højsæsonen.
Rejsende i Københavns Lufthavn kan i øjeblikket opleve lange køer ved grænsekontrollen.
Ifølge Københavns Politi skyldes det både en massiv vækst i antallet af passagerer og indførelsen af et nyt grænsesystem i EU og Danmark. Det nye system betyder, at passtempler bliver erstattet af digital registrering for tredjelandsborgere, der krydser Schengengrænserne. Kontrollen bliver mere grundig og omfatter blandt andet foto og fingeraftryk.
Men den ekstra sikkerhed tager også længere tid. Derfor har Københavns Politi nu øget bemandingen med uddannede grænsekontrollanter. Fra næste uge bliver der også tilkaldt yderligere vikarer i lufthavnen, så pasboksene kan være fuldt bemandede i de travleste perioder.
Ifølge politiet kommer det oven i cirka 130 ekstra årsværk, der allerede er sat ind i grænsekontrollen sammenlignet med sidste år. Efter sommeren skal der ses på mere varige løsninger.
Rigspolitiet vil blandt andet hurtigst muligt åbne de automatiske grænsekontroller, eGates, for flere tredjelandsstatsborgere. I første omgang gælder det rejsende fra Storbritannien, USA, Canada, Australien og Japan.
Senere er planen, at eGates også skal åbnes for borgere fra flere lande.